torsdag den 1. september 2011

Roadtrip - Fraklip ...

To-go kaffen er hentet, børnene leger stilfærdigt på gulvtæppet ... Klar til hjemrejse? Næsten - for der mangler jo at blive gjort status!
Vi har set og oplevet meget. Det har vi berettet om i 2 måneder (plus det løse). Det vi ikke har fortalt om er jo nærmest at betegne som en slags ferie-fraklip, ting vi er lidt trætte af at have oplevet eller ting vi gerne ville have oplevet, men som af en eller flere naturlige årsager ikke kunne arrangeres.
Inden turen lavede vi alle 4 en liste over ting, vi rigtig gerne ville se eller opleve. Eftersom jeg havde flest realisérbare mål har jeg også fået flest af mine ønsker opfyldt. Dernæst kommer Calle og Maya. Jacob har åbenbart set sig selv som en vagabond med et kraftigt behov for lurvede omgivelser, for mange af hans ønsker lod sig ikke helt gøre pga flertallets krav om et minimum af luksus. Fx kom han ikke til at bo på Skid Row, Los Angeles, i en indkøbsvogn i en uge sammen med Niels, (mens Lene og jeg kørte rundt i cabriolet iført lejede kostumer fra nærmeste udklædningsbutik). Han fik heller ikke prøvet en seng, hvor man kan kaste mønter i, så den vibrerer... billige hoteller kunne vi ikke nænne at indlogere børnene på! Han fik heller ikke set Amish-mændenes skæg på nært hold. Det er delvist Irenes skyld: Vi var nødt til at tage så tæt på NY som muligt, for at køre mindst muligt rundt. Så byen Intercourse må vente ... Indianer-reservaterne som Jacob også gerne ville ud og være en del af på den "Sølvpil-Falk-Tinka-Månestråle"- agtige måde, blev han selv ved med at køre forbi frakørslerne til.
Niagara Falls må også vente, selvom jeg gerne ville have et sidste flueben på min liste, så måtte Jacob melde ud at han ikke orkede at køre derop ... Vi gemmer vandfaldet til vi tager endnu en tur i "USA-hjulet" (New England og Canada).
På grund af kø-træthed og groteske billetpriser på alt i Florida, måtte Maya sige See you later - Seaworld ... Køerne i Universal Studios var for lange til, vi orkede endnu en forlystelsespark.
Jeg fik aldrig prøvet en skydetime. Temmeligt ærgerligt, men det virkede sådan lidt anmassende at trænge sig på i et klubhus, hvor alle, undtagen en selv, har håndvåben eller noget værre, og så stædigt insistere på at man gerne lige vil prøve at skyde, fordi man selv tror man er Lara Croft-agtig god til at ramme. (Jeg har indtil nu bevist, at jeg ikke kan bikse en papgris ned med en terning på 60 cm. afstand).
På den kulinariske liste kan jeg tilføje, at jeg stadig ikke har smagt squash-blomster ... Jacobs ønske om at se en tornado blev - heldigvis - ikke til noget. Til gengæld fik han så set, hvad en orkan kan gøre mod en freeway. Han fik heller ikke set en rigtig vindheks, kun nogle tarvelige wannabe vindhekse i form af 3 totter tørret græs i New Mexico.
Vi har undervejs erhvervet os en hel del ting, men noget er også gået tabt. Og her er Calle hårdest ramt. I New Orleans så vi hans Nintendo for sidste gang. (Måske er den i bunden af en af kufferterne eller måske er den faldet ud af bilen?) I Wallace, Idaho, skete, det vi havde svoret ikke måtte ske: Vi glemte hans "Elskede Tæppe". Mange har ved selvsyn set, hvor nært knyttet han var til den efterhånden temmeligt slidte klud (som Maya fik i barselsgave af Kirsten Buttle ... Tæppet er altså ældre end Calle). Vi var for langt væk til at vende om, da vi opdagede det, og købte derfor straks et nyt og mere "modent" tæppe (med Cars-motiver) og lod så ellers som om vi ikke vidste, hvad han mente de 2 gange han spurgte efter sit tæppe. Vi rakte ham det nye hver gang - nu spørger han ikke mere efter den gode snip. Han var helt klar til at slippe det - er vi sikre på. Derudover glemte vi en af hans malebøger på Hard Rock Cafe, Detroit.
Det er lidt et ekstra fraklip at Calle har været ramt af hidsighedsanfald temmelig tit og nogen gange har det resulteret i hurtig exit fra fx restauranter. Andre gange har vi siddet musestille på hotelværelset og afventet en banken på væggen, der skulle indikere at vi godt måtte dæmpe os en hel del. Hans yndlingsreplik har været "Ej! Ih, så kan vi ikke nå at lege!!!" efterfulgt af et kast med egen krop mod et møbel, som oftest en seng, da de fleste hotelværelser har været sparsomt møbleret.
Maya har vist sig som lidt af en ludoman. Hun havde nærmest fråde om munden i Las Vegas ved tanken om de bamser, hun havde chancen for at vinde.
Min telefonforbindelse har været væk i 2 måneder nu. Faktisk har det været ganske fint ikke at kunne spamme folk med sms-beskeder hvert andet øjeblik. Men det har ikke været rart ikke at blive spammet med folks beskeder - (pludselig er man kommunikativt udfordret og Facebook bliver ens livline.)

Den Endelige Konfrontation /// New York City, New York
Elvis /// New York City, New York

onsdag den 31. august 2011

10517 miles /// 16925 kilometer

New York er en god by at starte i - og en fandens god by at slutte i.
Efter knap 17.000 kilometer i bil rundt i USA er det vel på tide at at tage stilling til Chars spørgsmål fra tidligere i dag: "Hvorfor kan man egentlig ikke få Faxe Fad derhjemme længere?"
Jeg ved det ikke. Jeg ved det simpelthen ikke.

En ældre mand i striktrøje i blege rosa-farver kigger på mig og udbryder: "Gorgeous!" Han virker lidt for fornøjet. Måske har han skævet til Calle i klapvognen.
Ved ikke, hvad der - når alt kommer til alt - er mest klamt ...

En guld-corvette og en fjernstyret tarantel i dag. Børnenes absolut sidste indkøb. De synes rent faktisk at acceptere dette faktum ... Måske fordi de nu er opmærksomme på, at deres farmor har lånt en trailer for at overhovedet kunne hente os (inklusiv bagage) i lufthavnen på fredag.

Efter at have været med Calle oppe i Empire State Building er der frokost på Heartland Brewery. Indian River Light, Cornhusker Lager, Harvest Wheat Beer, Indiana Pale Ale, Red Rooster Ale, Farmer Jon´s Oatmeal Stout.

I morgen afgang mod Europa.
I første omgang Helsinki, hvor jeg helt sikkert vil nyde de 8 timers ventetid - inden British Airways bringer os til Aarhus - med at studere mumitrolde og Marimekko-trøjer i M&M´s-farver.

Tusinder på gaden. Rødt lys, grønt lys - de gule taxier. En politibil med skrigende sirener, der kører mod trafikken. Folk der vil købe cigaretter og den dunkende lyd af musik og Amy Winehouse´ jazzede stemme fra den nærmeste bar.

Snørrebånd gået op /// New York City, New York

søndag den 28. august 2011

Hej New York - Farvel New York - Hej New York - Farvel Impala

I dag har vi så været med i et sindrigt computerspil af den mere labyrintiske slags, mens Frau Himmler fortvivlet har råbt og skreget, at vi absolut skulle køre hendes forudbestemte vej. Hvis vi havde fulgt hendes arrige råd, var vi kørt direkte ind i 7 væltede træer og gennem 4 oversvømmede kryds, hvor bilen ville være blevet fuldstændig dækket af vand. Hver anden vej er afspærret med kegler og røde glødelys.
Irene har fået hærget en del i løbet af natten, viser det sig. Tilsyneladende umuligt at komme til biludlejningsstedet i Newark Lufthavn. Beslutter os for at droppe at aflevere Impalaen og i stedet køre til vores hotel på Manhattan. Endnu en forhindring: Freewayen mod New York City er også oversvømmet, en cirka halv meter dyb og 50 meter bred "flod" venter os, bedst som vi tror, vi endelig er på vej mod "Byen der aldrig sover" ... Ryger, mens jeg tjekker lidt op på, hvordan de andre biler klarer vandmasserne. Omsider er der en anden Impala, der kommer helskindet over på den anden side. Vælger at køre.
Ankommer til vores hotel på hjørnet af Lexington Avenue og 37th Street. Efterlader vores 100 kilo tunge bagage på værelset, før vi atter kører mod Newark, mens vi krydser fingre for at der en farbar vej til udlejningsstedet.
Det er der.
Næste problem er, at vi ikke på nogen måde kan komme fra Newark tilbage til Manhattan. Ingen busser, ingen toge, ingen taxier ...
Dollar-damen foreslår at vi lejer bilen endnu en dag (mod et mindre gebyr, naturligvis!) og så afleverer den ved et af deres udlejningssteder på Manhattan.
Hej igen New York!
Afleverer Impalaen med det samme. Ingen grund til at have en besværlig bil i New York i endnu 18 timer ... Når knapt nok at aflevere bilnøglerne før den er lejet ud til 2 midaldrende kvinder ... Firmaet er tilsyneladende uopmærksom på (eller fuldstændig ligeglad med) den gedigne ridse, jeg har påført Impalaen i et lettere kikset forsøg på komme ned i en besværlig parkeringskælder i San Fransisco.
Bilen kan umuligt have nået at blive rengjort ... Kvinderne kan så hygge sig med Maya og Calles afsuttede bolsje-rester.

Oversvømmelse /// Newark, New Jersey

lørdag den 27. august 2011

Mens vi venter på Irene, spiser vi kage

En suveræn restaurant på hotellet, Strip House. Dæmpet rød belysning, lounge-musik og børn der ikke tyrer mærkværdigt legetøj efter stedets andre gæster. Efter to måneders rejsen ser jeg mig nødsaget til at bøje mig i støvet og erkende, at det er den bedste mad, vi endnu har spist. (Tror ikke engang ellers så herlige og billige Speedy´s i NY´s Midtown vil kunne slå denne herlige oplevelse).
"Irene Special" til forret i aften:
Østers ... Muslinger ... Kamchatka-krabber ... Blæksprutte ... Wasabi ... Hummer ... Kammuslinger ... Ceviche ... Goliat-rejer.
En døråbner der gnækker, da han vurderer vejsituationen.
En kalve-knogle med kød på - ufattelig mør ... Persille-salat og ovnstegt hvidløg med triumferende rosmarin-gren ... Kold og fed sovs fyldt med alt i verden.
Og så lykkes det endda Calle at finde en særegen metal-tingest i sin pasta. Et levn fra en opvaskebørste, bedyrer restaurantens bestyrer efter et hint fra vores tjener. Han, bestyreren, fortsætter med at være meget ked af situationen, selvom vi igen og igen påpeger at Calle allerede er mæt og slet ikke behøver nye portioner.
Som et plaster på vores overfyldte maver, forærer han os  halvandet kilo chokoladekage i 24 lag.
Calle beslutter sig hurtigt for, at han fremover altid vil have pasta og grave efter små metalgenstande.

"Irene Special" - Strip House /// Livingston, New Jersey

Måske får vi brug for en Plan B ...

Jeg troede ikke orkaner kunne ramme New York - og jeg troede slet ikke, de kunne lukke en hel by ned og slukke for toge, busser og de mangfoldige gule taxier. Vi har ved selvsyn de seneste dage set, hvordan TV kan være medvirkende til at piske en stemning op. Evakueringer, oversvømmelser, konstante opdateringer om orkan, overlevelsespakker, gamle billeder fra Katarinas hærgen, tornado-varsler mm. Begejstrede meterologer på strande i blæsevejr, billeder af tomme og regnvåde gader med træ-barrikader for vinduerne. Er Irene en 3´er og er hun på vej til at være den vildeste på østkysten - ever? (Bare mens jeg har skrevet det her, er Irene pludselig blevet en kategori 1).
På Cuba, dengang Dennis hærgede øen, var det nemt at følge: Strømmen gik, og så vidste man ligesom at man var midt i det (og gemte sig i et skab), mens Jacob søgte mod altanen for at ryge. Strømmen kom igen og man vidste at det var sikkert at bevæge sig ud igen.
Vi (mest mig) kan ikke gennemskue, hvordan vi skal få afleveret bilen i morgen og komme ind til New York. (Hotellet har på deres hjemmeside meddelt, at de ikke har ændringer i bemanding eller service, dog vil de ikke pålægge et gebyr, hvis man afbestiller i løbet af weekenden ).
Jeg ved man ikke skal spøge med vejret. Jeg kan jo også bare slukke for Weather Channel, men det fænger. Det er en syg cliffhanger, man skal falde i søvn på: Hvor er Irene i morgen og hvornår ved vi, hvad vi kan gøre?
Vi kommer nok til at få vejene mod Newark for os selv, men at strande ved et biludlejningsfirmas kontor med 2 børn og utrolige mængder baggage, står ikke øverst på min ønskeseddel. Vejrudsigten for torsdag ser ok ud, så forhåbenlig får det ikke betydning for flyveturen hjem. Skal man se en positiv ting er det nok at butikkerne er lukkede, så vi kan ikke komme til at bruge penge ...

torsdag den 25. august 2011

Grape-drengen slår til i Ohio

På et motel i Richfield, Ohio, på vej mod vores måske stormfulde og i hvert fald regnfyldte ophold (Irene) i New York.
Øl-udvalget på restauranten ved siden af motellet lyder ikke for alt for spændende. En Shandy har jeg dog aldrig smagt før, så den bestiller jeg med et forventningsfuldt smil. Her kunne tjeneren jo nok være skredet ind og have afværget katastrofen ... Men hun stopper mig ikke.
En Shandy viser sig at være en i særklasse klam half-and-half: En halv øl spædet op med grape-juice (den anden halvdel). Øl er fint - Grape er også helt fin, en dejlig frugt. Sammenkoblet - som plus- og minusmagneter - forvandles de hver især til en gedigen rædselsfuldhed.

Apropos magneter har jeg i dag opfundet en ny pool-leg: "Vi er ALLE SAMMEN plusmagneter!!!"
Måske er jeg ved at være en smule træt af klæbende børn.
Maya har i længere tid gået under dæknavnet "Gaffa" - Calle er "Iglen".

Var på Motown Historical Museum i Detroit i dag. Har nu også oplevet at tysse på uengagerede børn i Studio A, hvor bla. The Supremes, Marvin Gaye og M. Jackson for mange år siden indspillede deres allerførste sange.
Nød bilturen gennem de hærgede og overbemalede områder lidt udenfor Detroits - i kulturel forstand - tempererede downtown. Vinduesløse fabrikker og højhuse, byggepladser sat på pause og uden fremtid (i den nærmeste af slagsen), hjemløse på gennempissede skummadrasser efterfulgt af værdige og aldrende sorte mænd i hørfarvede jakkesæt og stråhatte med sorte bånd, ventende på den næste begravelse.
Detroit er USA´s Liverpool - smuk i sit forfald..

Hitsville USA /// Detroit, Michigan

tirsdag den 23. august 2011

Detroit

Ingen jordskælv, ingen orkaner (som på østkysten og i Florida) i Detroit, Michigan.
Et gigantisk hotelværelse i et mikroskopisk græsk kvarter i den centrale del byen.
Glasglinsende skyskrabere ikke langt herfra. Mellem alt det nye, fine og dyre ligger gamle ølstuer og grafitti-overmalede forladte bygninger. Dybe bas-dunk fra de forbipasserende biler. Alt drejer sig tilsyneladende om musik, Piston og gedigne hængerøve. Kan ikke ryge uden at skulle dele ud af smøgerne. En "veteran", der ville spidde mig med et lille amerikanske lagkage-flag fik den sidste, så jeg slap med lidt venskabelig kno-mod-kno, en Detroit-hilsen - og han virkede glad.
At sprede lidt glæde er helt okay med mig.

Og vi bliver stadig klogere - Del 3

Vi er nu kørt ind ad I94 (Detroit) til Eminem´s Welcome to Detroit City - og det er blevet tid til endnu en liste over ting, vi er blevet klogere på siden sidst:
  1. Selvom man kører i en (camping)bus kan man godt have en bil på slæb .
  2. Der er altid gode toiletfaciliteter ved National Memorial Sights.
  3. At man skam godt kan bygge et palads, selvom man kun har majskolber.
  4. At der ikke er grænser for opfindsomheden, når det gælder bynavne - ligesom det også er lige meget om en by i nabostaten hedder det samme ... for den ligger jo alligevel i en hel anden stat.
  5. Nogen sange bliver bare ikke bedre af at man har hørt dem 65 gange ... Beklager, Dolly P: Red, White and Blue ... Og, beklager, Elton John: Texan Love Song.
  6. At ens GPS godt kan have Amish-rødder og Seattle-nykker på én og samme tid.
  7. At et hotel-fitness center bliver mere spændende af, at man har udsigt til skyskrabere, mens man træner.
  8. At man altid kan finde en motown-radiokanal på vejen ind til Detroit.
  9. At Calle har meget hjemve og egentlig helst bare vil lege på hotelværelset.
  10. At vi er og bliver bymennesker. Punktum.

mandag den 22. august 2011

Because we are worth it ...

Ikke at vi ikke har fortjent at have det godt, men vi har også på det sidste været temmeligt heldige med hotellerne, og har uden de store prisstigninger fået opgraderet os selv til "suite-mennesker".
Chicago har budt på høje bygninger, og vi har på den første time set betydeligt flere mennesker end vi sammenlagt så i Milwaukee. Vi var på et tidspunkt så alvorligt bekymrede for Milwaukee, at vi troede Jeffrey Dahmer havde fået gjort det af med størstedelen af indbyggerne i centrum. Men heldigvis havde de bare allesammen valgt at tage til Irsk Festival ved vandet. (Vi fandt dem, gjorde vi - folk altså - dem, der skulle gå på gaden og have butikker vi kunne kigge i). Jeg var begejstret over ende for øl- og ostesmagning i en ostebutik. Den selvsamme butik, der også solgte majskolbe-hatte, samt hatte formet som store stykker ost.
Jacob har i dag kunnet styre sine nys, så vi atter kunne færdes i offentligheden. Det fejrede vi med en delvist historisk begivenhed, nemlig at vi ganske ufrivilligt fik taget et familiefoto. Det skete i Sears/Willis Tower - og det fremgår tydeligt af fotoet, at ingen af os er specielt glade for at stå stillet op på familie-måden (udover Jacob som af uvist hvilken grund smiler psykopatisk). Måske billedet også skal med til ferniseringen, for vi har nemlig købt en del kopier med forskellig baggrund, bla. fra steder vi slet ikke har været. (Vi kunne i princippet være blevet hjemme og have købt en Green Screen og så bare skiftet baggrund efter behov - men det har vi altså ikke gjort ... Sværger!)

Sears/Willis Tower /// Chicago, Illinois
"The Ledge" - 440 meter oppe /// Chicago, Illinois
Find den nøgne mand! /// Chicago, Illinois
Tog /// Chicago, Illinois
Marilyn /// Chicago, Illinois
Route 66 BEGINS /// Chicago, Illinois

søndag den 21. august 2011

Aaatjuuu! - og farvel til Milwaukee, Wisconsin

Står i elevatoren. På vej ned for at tjekke ud af hotellet i Milwaukee inden vi kører mod Chicago. Begge mine hænder er travlt beskæftiget med at holde godt fast i to meget tunge kufferter. Rygsæk på ryggen. Jeg skal nyse. For helvede. Tænker på alt muligt andet end et nys. Nytteløst. Elevatorens indre er af blankpoleret stål og der er 2 vi ikke kender med på nedturen. 9 ud af 10 gange kommer der ikke noget ud af min mund, når jeg nyser. Denne gang gør der. Har fået farspølse til morgenmad. Det er alle i selskabet nu klar over.

Milwaukee er en sær by. Er ret sikker på at vi bor på et hotel i centrum. Men der er tilsyneladende ikke noget centrum i denne by. Der er ingen mennesker, ingen butikker - som en kulisse, en totalt afskærmet by, hvor der om få minutter skal optages en apokalyptisk film.
Støder nu pludselig og højst overraskende på tyske beværtninger, der blærer sig med spændende pølser, oste og øl direkte importeret fra ølhallerne i München. Beværtningerne fyldes snart af fedladne, midaldrende kvinder med mexicaner-hatte på hovederne og sære spilleinstrumenter i hænderne. (Forstår ikke helt sammenhængen - måske har Mexico mødt Tyskland under en VM-slutrunde).
Her dyppes pretzels helt naturligt i sennep, mens der heppes på Milwaukee Brewers, det lokale baseball-hold.
Bliver bevidst om at der findes en tøj-butik for meget små mænd i byen. Den hedder Napoleon´s Tailor og dens motto er "Clothier for the shorter man" ... Ejeren mener selv, at små mænd gjorde Baggy-pants populære før de egentlig blev populære ... Han forstår simpelthen ikke, hvorfor der ikke findes butikker som hans overalt i verden.
Helt okay at vi kun har bestilt en enkelt overnatning i byen.

Calle med majs-hat /// Milwaukee, Wisconsin

Et fantastisk stop ved Volo Auto Museum. En virkelig Fabulous Hudson Hornet, Lynet McQueen, den originale Herbie, Bat-mobilen, en Elvis-bil med keyboard på instrumentbrædtet, en 6-strenget guitar-bil, samt et utal af legendariske biler fra 50´erne og 60´erne ...
Overvejer at kigge ned i en motor.

Calle og Lynet McQueen /// Volo, Illinois
Calle og Hudson Hornet /// Volo, Illinois

Ældre fotos ...


Nogen har fået øje på noget /// Yellowstone, Wyoming
Afbrændte træer /// Yellowstone, Wyoming
Tornado-siloer /// South Dakota

Mount Rushmore /// South Dakota
Mennesker ved Mount Rushmore /// South Dakota
Alvin møder chipmunk (Maya-opstilling) /// Minnesota



fredag den 19. august 2011

På en ø i Mississippi

For at bryde rejserutinen for den nær-autistiske mand, jeg rejser med, har han fået næsten "frit rat" i dag - og kunne så vælge at køre lidt kortere tid. På en eller anden måde lykkedes det dog den altid eventyrlystne sjæl at lokalisere en Scenic Bypass-vej som skal føre os forbi noget Amish. Jacob besidder en svær fascination af mænd med seler og busket skægvækst, der vælger et liv uden elektroniske gadgets. Denne fascination gjorde så, at vi alligevel fik 2 timers ekstra kørsel sneget ind.
Dagen bød dog på højdepunkter som fx et palads lavet af majs-kolber(!), en by med norske rødder, 2 Amish mænd med busket skægvækst, 2 Amish kvinder der solgte kurve og var iført kyser.
Minnesota ligner Danmark til forveksling: Frodige kornmarker, og grønne bakker. Vi passerede et hus, hvor der stod Wilder-museum (ikke det museum, jeg havde googlet, fordi Hanne J havde snakket om det). Og Laura Ingalls Wilders hjemby (tror jeg). Jacob nægtede at standse, for hans indre GPS var indstillet til at køre 469 km, og distancen skulle køres i et bestemt tempo - og så er det altså ikke bare sådan lige at vende bilen eller køre ind til siden. (Jacobs note: Det Lille Hus på Prærien er ikke lige min kop te ... Så jeg valgte for 33. gang i dag at overhøre min noget langsomt reagerende kone). Sådan er også mange Garage- og Yard Sales blevet forpasset ...
Jeg har købt en Bob-It, som næsten minder om et rat. Den kan bruges effektivt som køre-nedtrapning, når vi vender hjem, og indtil da kan den stresse mig i bilen fordi jeg reagerer så langsomt og er ustyrlig dårlig til at koordinere mine bevægelser. (NB! Det er et stykke batteridrevet legetøj som man skal slå på - eller det vælger jeg i hvert fald ofte at gøre. Børnene kan lære meget engelsk af at lytte til det ... Og mange bandeord af at lytte til mig ...).
Vi befinder os i Winona, Minnesota - en by, der hævder at være en ø i Mississippi. (Jeg har dog svært ved at få øje på vand, selvom der skulle være 11842 søer i denne stat).

torsdag den 18. august 2011

De sidste 3 dage i mit liv - og forsinkede fotos

Har ført et noget rutinepræget liv de sidste 3 dage ... Montana, Wyoming, South Dakota:

Vågner op til duften af kaffe lavet på motelværelsets kande. Hvis ingen duft af kaffe, må jeg selv lave den, mens jeg skuler ondt til Char.
Ryger en cigaret, hvor det nu er tilladt, mens jeg drikker af kaffen. Sjældent hele papglasset.
Går på lokum, hvor jeg bruger tiden på at læse lidt om ingredienserne i den shampoo, hotellet stiller til rådighed.
Bader under en meget varm stråle.
Drikker det sidste af den nu lunkne kaffe i papglasset, mens jeg venter på at Calle får snøvlet sig sammen til at tage tøj på.
Spiser et æg til morgenmad. Oftest er blommen blålig - altid er konsistensen som savsmuld. Må være lagt af en temmelig livstræt høne. Herligheden skylles ned med mere kaffe.
Læsser kufferterne i bagagerummet, mens jeg indstiller Frau Himmler og ryger endnu en cigaret.
Tanker op på den nærmeste tankstation - oftest for omtrent 40 dollars.
Kører 700 kilometer.
Åbner en øl på det nye motelværelse.
Puster Calles svømmevinger op og ifører mig gårsdagens stadig våde badeshorts for at tilfredstille børnenes ufattelige behov for at tumle rundt med alle de andre sært udseende Hillbilly Handfishers i det alt for lille bassin.
Spiser aftensmad på den nærmeste familie-restaurant.
Drikker vin, mens jeg betragter farvede racerbiler flyve hen over værelsets grønne gulvtæppe.
Går alt for tidligt i seng.


Forsinkede fotos ...

Rødt /// Yellowstone, Wyoming
Blå sø /// Yellowstone, Wyoming
Døde træer /// Yellowstone, Wyoming
Røg /// Yellowstone, Wyoming
Bison-spor /// Yellowstone, Wyoming
Sø /// Yellowstone, Wyoming
Klipper /// South Dakota

onsdag den 17. august 2011

I et land fyldt med rhinestones og frynser ...

Ok ... Hvor er vi lige? /// Montana


Vi har i løbet af no time tilbagelagt mange kilometer og vekslet mellem bjerge, ørken, prærie, klipper og noget andet udefinerbart natur. I forgårs kørte vi os til 15 graders temperturforskel (på den varme måde).  Vi har (når denne nat er gået) overnattet i 19 stater og kørt igennem 25. Vi har kørt over 13000 km og set utrolige mængder af relevante og underlige ting.
Vi har fundet sommertøjet frem igen og er atter de lettere eksotiske fremmede, som folk hilser varmt velkommen i deres små, stolte byer. Vi har mødt mange med familie i eller relationer til Danmark, og ikke én gang har vi mødt nogen, der ikke gerne ville snakke med os eller børnene (de små umælende får, som kikker alle mulige steder hen, når folk henvender sig til dem ... Min drøm om en engelsktalende Maya er ved at kuldsejle i stædighed og sikkert også min manglende tålmodighed).
Vi har jo aldrig været naturmennesker, og det nærmeste jeg er kommet er jo, at jeg til forveksling ligner en vaskebjørn pga. min overdrevne brug af solbriller. Yellowstone var faktisk temmelig imponerende: Varme kilder, geysere, farver og en ulv på afstand. (Jacob uploader snarest billeder ...)
I morges løb jeg en morgentur i Cody, Wyoming. Byen, hvor vi så et lille "egns-teater" med Buffalo Bill i hovedrollen. De skød, jeg hoppede, de skød igen, jeg fulgte børnene på toilet. Det var en ægte western-by, hvor portionerne var så store, at man skulle tro, alle skulle ud og lege rodeo lige efter morgenmaden. (Ups! Der var jo egentlig buffet).
Vi kan i bilen mærke en stor forskel. Børnene er løbet tør for spørgsmål - faktisk er der af og til stille, mens vi  kører ... Måske vi alle trænger til ro engang imellem. Jeg får den om morgenen - jeg ved ikke helt med resten ... Maya har skoledag i bilen (læsning). Om morgenen, inden vi tjekker ud, laver hun rejsedagbog og matematikken klares enten i bilen eller på hotellerne. Engelsk er alle de spil, jeg har købt, og de sange hun sidder og skråler med helium-stemme. Hun er klart mest tilhænger af sine frikvarterer, som jo er det meste af dagen, og billedkunst som hun bruger det meste  af køretiden på. Hun får tegnet rigtigt meget og er faktisk blevet temmelig god :-)

søndag den 14. august 2011

Wallace, Idaho

Vi var nærmest kørt forbi byen, Wallace (Verdens Sølv-hovedstad!), meget nær grænsen til Montana, men heldigvis var der en kærkommen afkørsel mere ...
Bor nu på det billigste motel på turen (indtil videre), Stardust Motel. 68 dollars inklusiv skatter. Glimrende sted og med et virkeligt lækkert neon-skilt.
Nåede (desværre) lige på TV´et at se Gus Hansen tabe semifinalen i en kæmpe pokerturnering i Vegas, før vi tog ud for at få noget aftensmad.
En åben BBQ-restaurant med en enerverende arrogant ejer og en tjenerinde, der virkede voldsomt indavlet.
Valgte at indtage dessert og endnu en lokal fadøl et andet sted: Red Light Garage. Et uhyre godt valg! Den tjenerinde, der servicerede os, virkede som om hun havde smagt samtlige fadøl flere gange i løbet af dagen - og det har bestemt været noget, hun har brudt sig om. Det tog hende 4 forsøg, mens en anden tjener samtidig stod i baggrunden med himmelvendte øjne, at forstå at børnene skulle have en jordbær-is og en chokolade-is. Hende kunne jeg lide - den første, altså. Og øllen var også god. En ældgammel jukebox i hjørnet (7 numre for en dollar) og et skilt, der pointerede at alle harmonika-spillere var mere end velkomne til at give et nummer. Alt mulig tingeltangel over alt i caféen, inkluderende en hvid mumie med solbriller hængt op under loftet, køleskabsmagneter fra alt andet end Idaho, støvede brandbiler, nummerplader. Gamle mænd, der sidder udenfor og stilfærdigt hilser, vandskål til besøgende hunde.
Jeg beordrer hermed alle til at besøge Red Light Garage i Wallace, hvis man nogensinde er på de kanter.

Twin Peaks-fotos fra i går ...

Welcome to Twin Peaks /// North Bend, Washington
The Roadhouse /// Fall City, Washington
The Great Nothern /// Snoqualmie, Washington
Snoqualmie Fall /// Snoqualmie, Washington
Broen! /// North Bend, Washington

Og så nogle hundrede år gamle tog i Snoqualmie ... (Måske vognen, hvor de to piger fra Twin Peaks-serien blev myrdet, er i blandt dem) ...


Rød vogn /// Snoqualmie, Washington
529 /// Snoqualmie, Washington
Blå vogn /// Snoqualmie, Washington
Grafitti /// Snoqualmie, Washington
Rust og maling /// Snoqualmie, Washington
1908 /// Snoqualmie, Washington

På vejen til Wallace, var vi i dag omkring Silverwood-forlystelsesparken (synes måske at vi "skyldte" ungerne en smule efter Twin Peaks-dagen i går) ... Og ja! Jeg har nu prøvet en rutsjebane, der var langt værre ende den i Circus Circus ... Forlystelsesparker burde egentlig forbydes øjeblikkeligt.

Flere vigtige ting vi har lært (Del 2)

1. At øl godt kan smage godt med frugtsmag - (specielt, hvis det er brygget på et lokalt bryggeri i Eureka).
2. At fordi man kører i "Tsunami Hazard Zone" betyder det ikke, at der kommer en tsunami.
3. Selvom et træ er tykt kan man godt køre igennem det!
4. Selv en lille håndfuld sæbe kan blive til utrolige mængder skum i et boblebad med børn i.
5. At Godiva-chokolade er dyrt fordi det er meget godt, betyder ikke at deres udsalgs-chokolade ikke også kan være ufatteligt godt.
6. Sten har ikke ben, så det man har set er med garanti lamaer (Oregon).
7. Man kan faktisk godt "muhe" The Beatles´ Drive My Car firstemmigt - mens man kører langsomt gennem en by med soltaget åbent ...
8. At der rent faktisk findes antiloper i visse stater i USA.
9.At hard back-bøger ikke  skrumper bare fordi man køber flere ... (En meget hård lektie at få lært).
10. At selvom en by er lille kan den godt have en utrolig stor selvtillid (North Bend, Washington; Wallace, Idaho ...  bla.).

fredag den 12. august 2011

I Twin Peaks aka North Bend, Washington

Tjekkede sidst på eftermiddagen ind på Sunset Motel, der er næste-nabo til Tweede´s Café, langt bedre kendt som The Double R Diner fra Twin Peaks-serien.

Tweede´s Café aka The Double R Diner /// North Bend, Washington
GPS´en (Frau Himmler) er i morgen sat til så herlige steder som The Great Nothern, Packard´s Sawmill, Sheriff´s Department, The Roadhouse, samt naturligvis det eksakte sted, hvor "Velkommen til Twin Peaks"-skiltet stod for mere end tyve år siden.
Købte et par nye sko i Seattle i dag (sker cirka hvert andet år!), hvilket giver mig en oplagt mulighed for at indtage morgenmad og damn good coffee på Double R i morgen tidlig, mens jeg med en pibende stemme hvæser: "New shoes! ... New shoes!" ...

Char virker en kende nervøs for at Bob skal dukke op i nat ... Hun bliver ved med at kvidre nervøst om, at der er en sprække i gardinet ...

torsdag den 11. august 2011

Seattle, Washington

Kørte fra Bandon, Oregon, tidligt i morges. Igen en af disse hersens byer, der har valgt at tematisere sig selv som den (sikkert) så ud for hundrede år siden. Læste i hotelmappen, at Bandon er ret kendt for sine voldsomme vinterstorme, hvor det - i denne herlige periode fra november til marts - efter sigende nærmest er umuligt at opdrive et hotelværelse.
Og sine brande. Dem er de (stadig ifølge mappen) temmelig stolte af. Tilsyneladende er byen nedbrændt utallige gange i løbet af de sidste hundrede og halvtreds år, bla. i 1931. Synes personligt det er super usmart, at de gang på gang har genopbygget byen i tørt træ fra de omkringliggende skove.
Var i øvrigt den eneste ryger i byen (tror jeg).

Lidt ældre fotos ...

Maya og Calle leger med skum /// Eureka, California
Maya i bilen /// Oregon
Maya aer tigerunge i Game Park /// Bandon, Oregon
Oregon er træer, træer og atter træer og de vildeste kyster, hvor havet kontinuerligt hamrer sandet ind over land, så det forvandles til små og store sandørkener, der skimtes mellem de glimtende graner. Jeg overvejer at købe en grøn plastic-skovl og en matchende spand, så jeg kan bygge et gigantisk sand-monster, men erkender snart at en sådan herlig skovl af plastic vil være mere end umulig at opdrive på disse kanter, da alt i Oregon tilsyneladende er lavet af træ ...

Washington er træer, træer og atter træer - og længslen mod den legendariske by, Seattle.
Mens Char og jeg i desperat fællesskab forsøger at finde en grunge-kanal, ikke bare skrat og oplysninger om biler der er gået i stå i det inderste spor lidt længere fremme ad I5 N, sidder ungerne bag i bilen og tegner tegninger for at få tiden til at gå:
  • Den efterhænden klassiske tegning, hvor jeg bliver spist af gigantiske hajer, der ikke bare har tænder i kæften, men også hele vejen gennem maven. Jeg hænger slet ikke sammen længere.
  • Char, der mister både arme og fødder til mere end sultne hajer og andre monstre. "Hvorfor?" spørger vi med vores sprødeste stemmer. "Fordi mor altid har indkøbsposer i hænderne og nye sko på fødderne!" er svaret.
Måske vi i den nærmeste fremtid skulle bruge lidt mere tid på at studere, hvad børnene egentlig foretager sig på bagsædet i de mange timer, vi kører ...

Hus på togbro /// Oregon
Mount Rainer /// Washington

Ankommer sent til Seattle efter 700 kilometers kørsel. Kigger ud af vinduet: Downtown og skyskraberne til venstre, Space Needle til højre. Den er god nok. Seattle.

Bliver ydmyget af Char på en japansk-koreansk restaurant overfor vores hotel. Har altid haft det svært med pinde. Udover mit tydelige besvær med pindene, vælger vi at få tændt bål på bordet, samt at få serveret 7 små retter, jeg ikke har den fjerneste idé om hvad er. (Har dog observeret, at de på menu-kortet tilbyder utallige retter baseret på indmad fra diverse dyr). Indmad er omend værre end pinde. Hvad fanden skal jeg gøre? - Tabe chihuahua-tungen 70 gange og gå sulten i seng, fordi tjeneren ikke har fattet at jeg er vokset op med både kniv og gaffel?!
Med en mærkværdig opsætning af pindene og en del held lykkes det mig næsten at få et udefinerligt stykke kød i ind munden, da Char pludselig skriger: "Stop det der klamme forsøg på spisning! Tjeneren kommer!!!"
Det eneste, jeg går derfra med, er noget der ligner kødsovs på brystet af min langærmede trøje.

onsdag den 10. august 2011

Jac´oppola og familie på tur

Action! ... Her ses tydeligt, hvorfor man kun skal bestille en dessert (Maya fik så sin egen) /// Gilroy, California
Her ville jeg så godt have lavet en lille uhyggelig kortfilm, men de ville kun have medlemmer ind /// Eureka, Oregon
Procesorienteret billede af høje træer ... tsk tsk /// Oregon
Udsigt fra bilen, når man kører over Bay Bridge - Havgåsen ligger permanent på lur ved Golden Gate /// San Francisco, California
Maya holder et dyr (hermefrittelin?) /// Oregon
"Action! ... Og cut!" Mange ture op og ned ad veje/highways/stræder/kørebaner mm. er blevet indledt med denne sætning. Fra sin klapstol bag rattet melder instruktøren ud, hvad han gerne vil have filmet i sin roadmovie - og runneren må så trykke på de vigtige knapper og filme vinranker, høje grantræer og diverse bølge-bebruste strande. Jac´oppola forsøgte endda at guide os ud til et spændende vinsted, der viste sig at være en fabrik, hvor de puttede ting i flasker - ikke ulig den spændende guidede tur vi fik i Liverpool, da han skulle finde et sted, hvor de lavede et Playstation-spil.
Det lykkedes os i fin stil at indlede vores vinsmagningstur med et besøg på Francis Ford Coppola´s vingård, som er et lille studie i hans film, hvor man kan tage sig en svømmetur efter man har stået foran diverse rekvisit-kranier fra Apocalypse Now og skævet til hans mange Oscar-statuer, mens man smager "Directors Cut".
Efter søvnløse nætter på Inn on Broadway - (hermed også en inddirekte anmeldelse af hotellet, der ikke lige kunne finde Jac´oppolas foto-taske) var det dejligt at få lidt vin, så man kunne sove godt).
San Francisco bød for 15 år siden på det hidtil eneste hotel, vi har boet på, hvor der var skudhuller i døren: Så et eller andet sted var Inn vel en suspekt form for opgradering.
Efter en god turné i Lodi fik vi kørt gennem Avenue of The Giants - en tur der var meget flot - og efter min utroligt givtige opsummering, må man nok erkende, at man skulle have været der selv. Tykt træ, tykt træ, tyndt træ, højt træ, højt træ, busk, tykt træ, væltet træ, høøøjt træ og sådan er naturen så underfundig og jeg kunne blive ved ... (Det er nu meget sejt at se trækronerne gennem soltaget). Vi havde også fornøjelsen af at - næsten- køren igennem Chandelier-træet, som ligger på "Drive-thru-tree-road".
Vi har nu krydset statsgrænsen til Oregon, har besøgt en "Walk-thru-safari", hvor Maya kunne klappe forskellige dyr, og sidder nu på et hotel med  balkon og valgfri udsigt over Stillehavet - ("valgfri" betyder, at hvis vi sidder ned, kan vi se en busk og rejser vi os op, kan vi se havet).
Jeg har på dagens køretur også nået at glæde mig over gårsdagens besøg i Eureka, der bød på øl fra det lokale bryggeri (uhm!) og endnu en ret der kan bruges til den fernisering der kommer, når vi er kommet hjem (indtil videre med 4 gæster inkl. os selv, når børnene ikke er talt med).
Løfter lige sløret for lidt af menuen - som ikke bliver Bukowski-inspireret, for så meget alkohol kan ingen indtage: Artiskok-dip med spinat, ost og hvidløg ... Der bliver nok også lidt potatoskin med bacon, salat og ost ...