Mens vi venter på Irene, spiser vi kage

En suveræn restaurant på hotellet, Strip House. Dæmpet rød belysning, lounge-musik og børn der ikke tyrer mærkværdigt legetøj efter stedets andre gæster. Efter to måneders rejsen ser jeg mig nødsaget til at bøje mig i støvet og erkende, at det er den bedste mad, vi endnu har spist. (Tror ikke engang ellers så herlige og billige Speedy´s i NY´s Midtown vil kunne slå denne herlige oplevelse).
"Irene Special" til forret i aften:
Østers ... Muslinger ... Kamchatka-krabber ... Blæksprutte ... Wasabi ... Hummer ... Kammuslinger ... Ceviche ... Goliat-rejer.
En døråbner der gnækker, da han vurderer vejsituationen.
En kalve-knogle med kød på - ufattelig mør ... Persille-salat og ovnstegt hvidløg med triumferende rosmarin-gren ... Kold og fed sovs fyldt med alt i verden.
Og så lykkes det endda Calle at finde en særegen metal-tingest i sin pasta. Et levn fra en opvaskebørste, bedyrer restaurantens bestyrer efter et hint fra vores tjener. Han, bestyreren, fortsætter med at være meget ked af situationen, selvom vi igen og igen påpeger at Calle allerede er mæt og slet ikke behøver nye portioner.
Som et plaster på vores overfyldte maver, forærer han os  halvandet kilo chokoladekage i 24 lag.
Calle beslutter sig hurtigt for, at han fremover altid vil have pasta og grave efter små metalgenstande.

"Irene Special" - Strip House /// Livingston, New Jersey