søndag den 28. august 2011

Hej New York - Farvel New York - Hej New York - Farvel Impala

I dag har vi så været med i et sindrigt computerspil af den mere labyrintiske slags, mens Frau Himmler fortvivlet har råbt og skreget, at vi absolut skulle køre hendes forudbestemte vej. Hvis vi havde fulgt hendes arrige råd, var vi kørt direkte ind i 7 væltede træer og gennem 4 oversvømmede kryds, hvor bilen ville være blevet fuldstændig dækket af vand. Hver anden vej er afspærret med kegler og røde glødelys.
Irene har fået hærget en del i løbet af natten, viser det sig. Tilsyneladende umuligt at komme til biludlejningsstedet i Newark Lufthavn. Beslutter os for at droppe at aflevere Impalaen og i stedet køre til vores hotel på Manhattan. Endnu en forhindring: Freewayen mod New York City er også oversvømmet, en cirka halv meter dyb og 50 meter bred "flod" venter os, bedst som vi tror, vi endelig er på vej mod "Byen der aldrig sover" ... Ryger, mens jeg tjekker lidt op på, hvordan de andre biler klarer vandmasserne. Omsider er der en anden Impala, der kommer helskindet over på den anden side. Vælger at køre.
Ankommer til vores hotel på hjørnet af Lexington Avenue og 37th Street. Efterlader vores 100 kilo tunge bagage på værelset, før vi atter kører mod Newark, mens vi krydser fingre for at der en farbar vej til udlejningsstedet.
Det er der.
Næste problem er, at vi ikke på nogen måde kan komme fra Newark tilbage til Manhattan. Ingen busser, ingen toge, ingen taxier ...
Dollar-damen foreslår at vi lejer bilen endnu en dag (mod et mindre gebyr, naturligvis!) og så afleverer den ved et af deres udlejningssteder på Manhattan.
Hej igen New York!
Afleverer Impalaen med det samme. Ingen grund til at have en besværlig bil i New York i endnu 18 timer ... Når knapt nok at aflevere bilnøglerne før den er lejet ud til 2 midaldrende kvinder ... Firmaet er tilsyneladende uopmærksom på (eller fuldstændig ligeglad med) den gedigne ridse, jeg har påført Impalaen i et lettere kikset forsøg på komme ned i en besværlig parkeringskælder i San Fransisco.
Bilen kan umuligt have nået at blive rengjort ... Kvinderne kan så hygge sig med Maya og Calles afsuttede bolsje-rester.

Oversvømmelse /// Newark, New Jersey

Ingen kommentarer:

Send en kommentar