I en ond drøm bliver jeg konfronteret med et enormt uhyre, cirka fire etager højt. Bæstet er skabt af flydende ler, mørkt som den hundelort en puddel-ejer tidligere samlede op på gaden i San Francisco, og er i stand til at udspy en dødbringende stråle, der lammer ens indre organer.
Hvis ingen sætter sig op imod bæstet, vil alle blive udryddet.
Og det er her jeg træder ind for at redde menneskeheden - velvidende, (skal det dog dog siges), at der findes en mærkværdig pille, der vil helbrede mig, hvis jeg indtager den under ét minut efter, jeg bliver ramt af strålen.
Smerten er ubærlig. Som en blå ild, der konstant opmuntres af kemiske væsker. Nervebanerne bliver suget ind gennem en sammenpresset mund med sylespidse tænder. Alt brænder. Jeg er som et stykke A4-papir, der krølles sammen.
"Hvor fanden er kanope-skrinet med pillen, der kan redde mig?!" skriger jeg til Char.
Der er gået mere end det famøse minut. Meget mere.
Det er tydeligt, hun er mere end træt af, jeg aldrig kan finde noget. Hun trækker med en opgivende hovedrysten på skuldrene.
Det er ikke fordi, jeg får det bedre som sekunderne og minutterne går ...
Jeg har i dag købt en original tegning af den afdøde kult-forfatter Charles Bukowski.
Hvis jeg havde haft fire fødder eller endnu flere, havde jeg vippet voldsomt på dem alle - denne morgen i museet. Vipper på de to meget beskidte og nærmest krakelerede, jeg trods alt stadig har - (takket være diverse cremer i Chars toilettaske). Ryster på hænderne, da jeg står foran montren med tegningen, jeg havde set i går ... Ved at jeg vil fortryde det, hvis ikke jeg hugger kortet gennem maskinen.
(Lad os sige at det er en lidt forsinket fødselsdagsgave fra min mor, svigermor og "oldemor" - og min far).
For nogle få uger siden indleverede en tydelig desperat og pengemanglende Linda King, tidligere kæreste med Bukowski, nu bosiddende i San Francisco, en gammel tusch-tegning lavet af Bukowski til Jerry Cimino, der er indehaver af The Beat Museum (på hjørnet overfor City Lights Bookstore).
Tegningen forestiller et ansigt ... Hvis ansigt, aner jeg ikke.
Der er en fin kaffeplet på tegningen. Lidt rødvin hist og her havde også været glimrende.
Den er signeret "BUK". Og nu er den min.
 |
| Linda King og Jerry Cimino /// San Francisco, California |
Over Golden Gate Bridge til tonerne af noget af den allerfineste musik fra den første Cars-film ... Broens top indhyllet i en altid grå Havgås. Calle laver sin "Calle-mund" - en sær kropslig praksis han er begyndt på hver gang han ser og/eller hører noget han kan lide. Maya griner af ham. Jeg kigger på Calle i bakspejlet og starter et begyndende smil vendt mod Havgåsen, der nu langsomt forsvinder bag os.
Nu i Lodi - Old Vine Zinfandel-land. Liggende lidt på den østlige yderside - (som en gedigen indskiftningsspiller) - af Napa og Sonoma, hvor vinene sikkert, hvis man har pengene, er yderst velsmagende og sikkert kan få det til at dirre i folk på alle rivieraer på alle kontinenter.
For almindelige mennesker (dvs. folk som mig, der nægter at smide meget mere end en hund på disken for en flaske) findes der ikke vine af højere kvalitet - (tæt efterfulgt af Lirac).
De hundrede år gamle vinranker afskærmes langs vejene af oliventræer. Jeg læsper nu en smule ved synet, da jeg begynder at synge den altid dejlige schlager Oh! Lodi Lodi ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar