Måske nogen snart syr en kappe til mig ...

Heltinden varmer op ... /// Lodi, California

Det kan godt være, jeg til tider omgåes sandheden lidt let. Og det kan også godt være, jeg til tider kan more mig med at bilde folk historier ind; eller måske endda fortælle om ting, jeg ikke ved så meget om - (men på en særdeles overbevisende måde).
Jacob har i dag ladet mig agere mundskænk på diverse vinsmagningssteder - (han skulle jo køre bilen, den stakkel). Men forinden opdagede han, at han havde glemt/forlist sin elskede foto-taske (med objektiver og udstyr for en mindre formue) på det lidt triste hotel i San Francisco. Han ringer til hotellet, som ikke lige mener at have set en taske. De lover at maile eller ringe, hvis de finder den ... Det sker bare ikke.
Vi er ikke kendt som folk, der klager eller direkte brokker os, men efter at have gennemgået det hele i hovedet og prøvesmagt lidt god vin, ringer jeg alligevel til hotellet og stikker dem en meget flot historie om, hvordan et af objektiverne er tyverimærket, at vi har set rengøringskonen gå ind lige efter at vi er gået ud og at vi er på arbejde og skal bruge udstyret, da vi bla. anmelder hoteller (den sidste er lidt søgt, men jeg var godt i gang). Jeg måtte slutte af med at beklage, at jeg var nødt til at melde tasken stjålet, da jeg jo havde læst, at de ikke var ansvarlige for tab af værdier med mere.
En time efter ligger der en mail fra hotellet: De har sørme fundet tasken - vi kan hente den i morgen ...
En lille kappe med et Super C på kunne gøre gavn - men et glas Windmill er heller ikke at fonægte.

(Jeg ved desuden ikke, hvorfor jeg absolut skal være i sort-hvid på fotoet - man kan jo slet ikke se, hvor brun jeg er blevet).