Seattle, Washington

Kørte fra Bandon, Oregon, tidligt i morges. Igen en af disse hersens byer, der har valgt at tematisere sig selv som den (sikkert) så ud for hundrede år siden. Læste i hotelmappen, at Bandon er ret kendt for sine voldsomme vinterstorme, hvor det - i denne herlige periode fra november til marts - efter sigende nærmest er umuligt at opdrive et hotelværelse.
Og sine brande. Dem er de (stadig ifølge mappen) temmelig stolte af. Tilsyneladende er byen nedbrændt utallige gange i løbet af de sidste hundrede og halvtreds år, bla. i 1931. Synes personligt det er super usmart, at de gang på gang har genopbygget byen i tørt træ fra de omkringliggende skove.
Var i øvrigt den eneste ryger i byen (tror jeg).

Lidt ældre fotos ...

Maya og Calle leger med skum /// Eureka, California

Maya i bilen /// Oregon

Maya aer tigerunge i Game Park /// Bandon, Oregon

Oregon er træer, træer og atter træer og de vildeste kyster, hvor havet kontinuerligt hamrer sandet ind over land, så det forvandles til små og store sandørkener, der skimtes mellem de glimtende graner. Jeg overvejer at købe en grøn plastic-skovl og en matchende spand, så jeg kan bygge et gigantisk sand-monster, men erkender snart at en sådan herlig skovl af plastic vil være mere end umulig at opdrive på disse kanter, da alt i Oregon tilsyneladende er lavet af træ ...

Washington er træer, træer og atter træer - og længslen mod den legendariske by, Seattle.
Mens Char og jeg i desperat fællesskab forsøger at finde en grunge-kanal, ikke bare skrat og oplysninger om biler der er gået i stå i det inderste spor lidt længere fremme ad I5 N, sidder ungerne bag i bilen og tegner tegninger for at få tiden til at gå:

• Den efterhænden klassiske tegning, hvor jeg bliver spist af gigantiske hajer, der ikke bare har tænder i kæften, men også hele vejen gennem maven. Jeg hænger slet ikke sammen længere.
• Char, der mister både arme og fødder til mere end sultne hajer og andre monstre. "Hvorfor?" spørger vi med vores sprødeste stemmer. "Fordi mor altid har indkøbsposer i hænderne og nye sko på fødderne!" er svaret.

Måske vi i den nærmeste fremtid skulle bruge lidt mere tid på at studere, hvad børnene egentlig foretager sig på bagsædet i de mange timer, vi kører ...

Hus på togbro /// Oregon

Mount Rainer /// Washington

Ankommer sent til Seattle efter 700 kilometers kørsel. Kigger ud af vinduet: Downtown og skyskraberne til venstre, Space Needle til højre. Den er god nok. Seattle.

Bliver ydmyget af Char på en japansk-koreansk restaurant overfor vores hotel. Har altid haft det svært med pinde. Udover mit tydelige besvær med pindene, vælger vi at få tændt bål på bordet, samt at få serveret 7 små retter, jeg ikke har den fjerneste idé om hvad er. (Har dog observeret, at de på menu-kortet tilbyder utallige retter baseret på indmad fra diverse dyr). Indmad er omend værre end pinde. Hvad fanden skal jeg gøre? - Tabe chihuahua-tungen 70 gange og gå sulten i seng, fordi tjeneren ikke har fattet at jeg er vokset op med både kniv og gaffel?!
Med en mærkværdig opsætning af pindene og en del held lykkes det mig næsten at få et udefinerligt stykke kød i ind munden, da Char pludselig skriger: "Stop det der klamme forsøg på spisning! Tjeneren kommer!!!"
Det eneste, jeg går derfra med, er noget der ligner kødsovs på brystet af min langærmede trøje.