fredag den 19. august 2011

På en ø i Mississippi

For at bryde rejserutinen for den nær-autistiske mand, jeg rejser med, har han fået næsten "frit rat" i dag - og kunne så vælge at køre lidt kortere tid. På en eller anden måde lykkedes det dog den altid eventyrlystne sjæl at lokalisere en Scenic Bypass-vej som skal føre os forbi noget Amish. Jacob besidder en svær fascination af mænd med seler og busket skægvækst, der vælger et liv uden elektroniske gadgets. Denne fascination gjorde så, at vi alligevel fik 2 timers ekstra kørsel sneget ind.
Dagen bød dog på højdepunkter som fx et palads lavet af majs-kolber(!), en by med norske rødder, 2 Amish mænd med busket skægvækst, 2 Amish kvinder der solgte kurve og var iført kyser.
Minnesota ligner Danmark til forveksling: Frodige kornmarker, og grønne bakker. Vi passerede et hus, hvor der stod Wilder-museum (ikke det museum, jeg havde googlet, fordi Hanne J havde snakket om det). Og Laura Ingalls Wilders hjemby (tror jeg). Jacob nægtede at standse, for hans indre GPS var indstillet til at køre 469 km, og distancen skulle køres i et bestemt tempo - og så er det altså ikke bare sådan lige at vende bilen eller køre ind til siden. (Jacobs note: Det Lille Hus på Prærien er ikke lige min kop te ... Så jeg valgte for 33. gang i dag at overhøre min noget langsomt reagerende kone). Sådan er også mange Garage- og Yard Sales blevet forpasset ...
Jeg har købt en Bob-It, som næsten minder om et rat. Den kan bruges effektivt som køre-nedtrapning, når vi vender hjem, og indtil da kan den stresse mig i bilen fordi jeg reagerer så langsomt og er ustyrlig dårlig til at koordinere mine bevægelser. (NB! Det er et stykke batteridrevet legetøj som man skal slå på - eller det vælger jeg i hvert fald ofte at gøre. Børnene kan lære meget engelsk af at lytte til det ... Og mange bandeord af at lytte til mig ...).
Vi befinder os i Winona, Minnesota - en by, der hævder at være en ø i Mississippi. (Jeg har dog svært ved at få øje på vand, selvom der skulle være 11842 søer i denne stat).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar