En ørken og et overraskende hus i LA

Fedt at være i Californien - Fedt at bo i Rob og Annes hus! Nærmest som at have weekend i ferien ...

(Fik en hotmail fra min mor i forgårs. "Har du ikke tjekket dine sms´er?" Nej, det har jeg så ikke lige. Min telefon har været død en uges tid. 3 røde blink - intet andet. Forsøgte at kickstarte den på utallige utraditionelle måder i Vegas, inkluderende kaktus-massage og det gode gamle stirre-blik. Det var ligesom den begyndte at blive lidt mere velvillig - efter at jeg havde smidt det lyserøde bånd i skraldespanden. Sært. Det er som om jeg også jeg er blevet lidt mere velvillig. Det viste sig, efter alle uhyrlighederne med telefonen, at være en temmelig væsentlig sms: Vi kunne låne Robs og Annes hus i LA ... Vidste faktisk ikke at hun nu boede dér).

Ud af Vegas til 3 x tonerne af Leaving Las Vegas. Så er The Strip overstået. Cirka 12 minutter inkluderende røde lys.

Death Valley - Dødens Dal ... Er personligt en stor fan af tanken om en ordentlig ørken, ikke bare en sandbanke med en storby parkeret ved siden af sig, men en ørken uden dikkedarer. En ørken, hvor utallige omkommer hvert eneste år, netop fordi det er en ordentlig ørken. En ørken, der ikke ser sig nødsaget til at puste sig op. Ingen lyde, blot vibrerende genspejlinger, der mentalt proklamerer at de er et bølgende hav, man om en kort stund kan kaste sig i. Ingen spillegale kinesere, der er helt gule i huden af druk og som i øvrigt vil skide på, at man ikke må ryge i elevatoren på vej til 35. etage af sandbanke nummer 4.
Og det er nu Impalaen omsider skal bevise sit egentlige værd. Har tjekket på nettet, hvad kølervæske egentlig er for en størrelse. Blev endnu mere forvirret. Der findes utallige udgaver af kølervæske (lidt ligesom motorolie), finder jeg ud af. Læser videre og opfordres til at slukke for air-conditionen, når vi skal køre op ad bakke. Kan blive en smule svedigt i 46 graders varme ... Det husker vi lige på.
Death Valley er en gryde uden låg. Det er som at være en ingrediens i en særpræget sammenkogt ret, hvor alle herlighederne, inklusiv mig, lige koges op den sidste times tid før servering. Det er latterligt varmt, selvom det i dag er overskyet. Som ventet ny varmerekord på vores tur: 113 fahrenheit. Ens mundvand bliver hurtigt kogt til en suppe, lavet på gårsdagens Vegas-rester, inden det synkes. Vælger at opfatte denne "Ørkenens Gestus" som et gratis måltid.
Kører gennem den mere end gudsforladte by, Trona, på vej ud af ørkenhavet - mange timer senere end forventet. Her er dagens samtaleemne på den lokale tankstation, at to tyskere, i en bil med motorproblemer (muligvis mangel på motorolie) har forladt deres bil nær en gammel guldmine. Informanten ryster opgivende med hovedet og udbryder at det er en "Bad situation!"

Irvine (Rob og Annes hus): En herlig oase og base, hvor ungerne leger og har det fantastisk. Og hvor vi, for første gang i meget lang tid, har det køligt og selv kan lave mad og drikke Old Vine Zinfandel fra Lodi. Mange, mange tak til Rob og Anne!!! Lige hvad vi manglede efter Nevada!

I morgen er er gps´en sat til Hollywood, Venice Beach og en dyre-kirkegård (inden vi fortrækker til basen i Irvine) ...

Death Valley (fotos fra i går) ...

Vej /// Death Valley, California

Devil´s Golf Course /// Death Valley, California

Sølvbusk /// Death Valley, California

Impalaen /// Death Valley, California

Experiencing Las Vegas og Death Valley, hvor m&m´s smelter på vej fra hånden til munden

Jeg tilbragte så ikke helt så mange timer i Adventorium som Jacob gjorde ... Jeg var på min egen lille ekskursion til MGM Grand´s CSI Experience.
Fik fornøjelsen af at køre med en taxichauffør på hans 13. arbejdsdag. Når man mødes med spørgsmålet "Are you from here?" bliver man allerede mistænksom, dels fordi han kan køre en voldsom omvej, snyde en for penge og myrde en i ørkenen - som jo var min første tanke (har virkelig læst for mange True Crime-bøger). Men han vidste så ikke rigtig, hvor jeg skulle hen, fordi destinationen ikke lige lå på The Strip. (En imponenerende udflugt i akitektonisk kopiering).
Jeg viste ham vej efter bedste evne - (jeg havde jo googlet hvor jeg skulle hen, men stadigvæk utroligt imponerende af mig efter 18 timer i byen) - og fandt en indgang til det  kæmpe-monster hotel, som viste sig at være en del større end den færge, vi var indlogeret på.
CSI Experience var pengene værd: Jeg har nu et diplom, som jo næsten kan give mig ansættelse hos Kriminalpolitiets Drabssektion - og da det jo var en interaktiv udstilling, fik jeg også ros af Gil Grissom, fordi jeg stolede på mine beviser. Snakkede med en sød, piercet dame fra North Carolina, hvis søn var i Afghanistan. Hun fortalte bla., at der nu var oversvømmelse i Chicago - den by er langt væk nu, men om 3 uger? Så er regnen vel stoppet?!
Vi havde så lovet børnene, at de måtte være længe oppe - og hvor fedt er det lige i en by, hvor det faktisk aldrig rigtigt bliver helt mørkt? Maya og Calle var meget vilde med hotellet, mest pga. forlystelsesparken, (hvis tag vi havde udsigt til fra vores hotelvindue). Maya udviklede en suspekt form for ludomani, der udmøntede sig i en sygelig trang til at vinde bamser på en slags heste/kamel/dræsine-væddeløb, hvor man kaster bolde op i små huller og så aktiverer en af ovenstående ting. Hun vandt 5 bamser og nogen gange vandt hun over 15-16 andre mennesker (mig incl.), fordi hun mente, hun gik "helt agurk" ... (Hun begyndte at spekulere i hvor store bamser, hun kunne vinde, hvis boden var proppet med folk). Jeg vandt 3 bamser til Calle, for han kunne ikke rigtig ramme så meget.
Las Vegas bød ikke på "renewals of wows": Jacobs humør var ikke lige til gen-giftning - (der var ellers rabat for folk, der var gift i forvejen!). Jeg må til dels give ham ret i at der var  en del mennesker i LV, hvilket forklarer, hvorfor han smilede saligt hele dagen i dag gennem Death Valley, hvor der ikke lige er sindssygt mange mennesker.
80% af alle i Vegas ville helt sikkert det samme som én selv - og de sidste 20% ville så bare passere tæt forbi med deres svedige korpusser ... Vi gamblede faktisk mest med vores Personal Space i Vegas ...
I Death Valley nåede vi så varmerekorden med 113 grader Fahrenheit (46 graders Celsius). Jeg forstod ikke helt, hvorfor der skulle være varme i mit sæde lige præcis i dag. Men måske var det en del af min oplevelse af ørkenen.
På et eller andet tidspunkt har jeg vist også proklameret, at jeg ville løbe en tur i Death Valley. Det trækker jeg lige tilbage - strækningen var simpelthen for kedelig! Turen fra Death Valley  til L.A. var lang og lige, vi så nærmest ingen hoteller (altså de kendte kæde-hoteller, vi har lært at holde af), men til gengæld (info til Inger!) så vi et skilt, hvor afstandene både stod i km og miles! (Første skilt vi har set af den type siden New  York) og det på den mest keeeeeeedelige strækning ... Ups, jeg mener udfordende - for det var cirka dér en del biler brænder sammen pga. varmen. Vi havde også slukket for air-conditionen i 45 minutters tid.
En hurtig opsummering af hvad vi har set idag: Sten, sten, bjerge, grusvej, sand, sand, sten, sten, bjerge og hov! ... Vi har så lånt et dejligt hus i Los Angeles, hvor vi efter 10 timer i bilen kunne lave vores egen mad og slappe af i 3-4 dage ...

Lyserødt armbånd - og en lille undskyldning til Florida

Jeg indrømmer, det var måske en kende for tidligt, jeg fik udnævnt Florida til helvede på jorden ... Den store færge, Circus Circus, det all inclusive-lignende hotel og casino, vi nu bor på - (heldigvis ikke så mange timer mere!) - slår Florida med utallige lange længder. Der er alt for mange mennesker. De skal bare væk. Allesammen. De taler på alle sprog og er i alle farver og former.
Jeg skal køre 34 etager ned for at ryge en cigaret. Så fandens en lang tur, at det ikke kan betale sig at nøjes med at ryge en enkelt smøg. (Når man nu er nede på jorden).
Så en ekstremt overvægtig negerkvinde (vil skyde på 280 kilo), sidst jeg var dernede. I 41 graders varme, havde hun valgt at iføre sig en sort, strikket tophue. Kiggede ned på hendes fødder og åndede lettet op, da jeg så at hun ikke havde sine slalom-støvler på.

Har været iført et lyserødt armbånd hele dagen ... (Hvorfor fanden skulle armbåndene, der giver fri adgang til alle "forlystelserne", også lige være lyserøde i dag? Der må være tale om en eller anden form for sammensværgelse ... Lilla eller beige havde dog været en smule mere acceptabelt ...)

"Pink is the new black!" /// Las Vegas, Nevada

Armbåndet blev klipset på klokken 10 i formiddags ... Og er først nu - 11 timer senere - blevet flået af og kylet i en skraldespand.
Når man ser nærmere på fotoet af min hånd, ser det ud som om, jeg har smadret den ind i forlystelse. Det har jeg ikke. Men min krop er så psykisk belastet af denne dag, at den er begyndt at bule ud diverse steder. Regner med at have bryster i morgen.
Og lige en lille tak til Maya for at lokke mig op i et monster af en rutsjebane, hvor jeg blev kylet rundt så mange gange og i alle retninger, at jeg fra nu af vælger at kalde min ankel for armhulen ... Det skal nok blive hævnet med en umotiveret tackling bagfra én af de kommende dage.

Forsinkede fotos ...

Panorama /// Grand Canyon, Arizona

Panorama /// Grand Canyon, Arizona

Egern /// Grand Canyon, Arizona

Calle i Kølerkildekøbing /// Seligman, Arizona

Maya ved bukse-hest (som ellers kun hendes farfar kunne tegne dem) /// Seligman, Arizona

Skal virkelig høre Leaving Las Vegas for fuld hammer, når Impalaen brøler i morgen ...

Visiting Grand Canyon can take a moment or a lifetime...

We took a good moment...Og så brølede børnene " vi vil til Circus Circus" ( prebooket Hotel/resort - desværre meget lig en charterferie bare uden den fri bar). Den natur-elskende familie har bare måttet erkende at vi har set for meget "Animal Planet" til at kunne nyde en beskeden gåtur i støvede omgivelser mens man blæses i hovedet af en voldsom føntørrer. Jeg indrømmer blankt at jeg missede lidt prærie-ørken fordi jeg skulle læse Steve-O´s memorier færdig. Grand Canyon var stort! Maya så et egern og vi så en kæmpe kløft der fik meteor krateret fra igår til at ligne en kæmpe grusgrav. Det vil sige Calle så et "Thomas tog" som nogen havde tabt og fik utrolig ondt af den stakkels dreng der havde tabt sit legetøj på en klippe. Jeg fik lige et sug i maven ved tanken om hvad de kunne ske hvis hegnet braste sammen eller man pludselig blev trængt op i en krog af en elg...På vejen mod Las Vegas så vi et skilt til en café der hed "Roadkill Café" og kender man os ret ved man også at det lyder som et dejligt sted med god mad.. Vi havnede i Seligman, Arizona eller på Calle sprog " Kølerkildekøbing", der var rigtige biler ligesom dem fra "Cars" og nogen af dem havde fået malet øjne på. Det eneste der manglede i byen var nogle kæmpemæssige kærlige kegler man kunne køre sin bil ind under om natten. Som en ekstra bonus lå byen på Route 66, da vi krydsede vejen i let løb foran den lokale sheriff måtte vi endnu en gang vinkes hen til bilen, jeg var sikker på at det var ulovligt at krydse vejen udenfor fodgængerfeltet, men den flinke sheriff ville bare give børnene en sheriffstjerne ( altså en i plastic hvor der stod "junior deputy" på ) .En god oplevelse med ordensmagten...
Vi sidder på hotel "Circus circus" i Las Vegas, der er 2500 værelser og at dømme efter menneskemængderne på hotellets matrikel bor der vel ca 18 i hvert værelse og så er der også dem der kommer ind fra gaden.. Der er et tivoli nede under vores vindue på 34 etage...Jeg har booket CSI experience imorgen kl 10 og skal gå de 3-4 km i morgen i 38 graders varme.

Fars Fede Ferie

Nu skal hele familien sateme opleve noget! Far har sat sig i førersædet, både i Impalaen og samtidig for børnenes kulturelle opvækst. Nu er det slut med let genkendelige hotel-områder og søvndyssende interstates. Det er i dag ren fortid. Papa Papsø skal godelyme vise familien nogle interessante indianer-områder; fra nu af dykker vi helt ned i det dybeste af den amerikanske kultur og vil opleve ting, børnene aldrig vil glemme!
I dag er far Columbus.
Highway 53 skal prøves i stedet for den fartgale og overfyldte I40. En lille "omvej" på blot 220 kilometer (eller deromkring). Det hele vil blive meget smukt!
Efter 12 kilometer ad H53 skal Calle tisse. Pisse (voldsomt) ville måske være et mere passende udtryk, for han er blevet helt rød og tyk i ansigtet og kan næsten ikke tale længere. Umiddelbart ser det ikke ud til at der er toiletter i vente de næste mange, mange kilometer. "Hold dig, for satan, bette knægt - Hold dig! ... Kan du det?" Det mener han godt han kan, viser han med et fortvivlet nik. (Han ved at klapperslanger og skorpioner vil iagttage ham, hvis han stiger ud og tisser i vejkanten - og han ved også godt at jeg nægter at stige ud af bilen for at beskytte ham mod disse mareridsagtige kryb).
Udover Calles jamren i baggrunden, har jeg en smule travl med at iagttage benzinmåleren ...
Første stop: En is-hule, hvor det viser sig at man skal have specielle sko og handsker for at få adgang. Vi har ikke specielle sko og handsker, så vi triller videre ...
Støder omsider på en benzin-tank, der passes af en af de allermest triste personer i New Mexico. Meget langsomt accepterer hun at jeg forudbetaler for 10 gallons benzin. Meeeeeget langsomt. Har brug for benzinen, så jeg vælger at vente ... Da jeg omsider har betalt, spørger jeg hende om, hvad hun i bund og grund synes om Casper & Mandrilaftalen. Hun er så lang tid om at svare, at vi allerede er langt langt væk, da hendes hjerne omsider forsøger at sende et næsten ikke-eksisterende signal til muskulaturen omkring hendes mund.

Og så den lille afstikkers absolutte højdepunkt (alle har tisset af og er meget forventningsfulde): Det Hellige Indianer-bjerg!

Helligt indianer-bjerg /// New Mexico

Bjerget skulle have nogle utrolige inskriptioner, men det ved vi ikke meget om, da også dyrelivet omkring dette stykke klippe, viste sig en smule for fantasifuldt ...

Også resten af "Den Lille Afstikker" er den rene fryd. Et stykke inde i Arizona, lige efter vi har lovet børnene fast-food, støder vi på det Arbejdende Folk, der netop på denne dag har valgt at asfaltere vejene igen. Hvad betyder yderligere endnu en times forsinkelse med skrigende børn på bagsædet, når nu far får en ny pragtfuld ven, der er Navajo-indianer uden tænder, og som står står med et STOP-skilt i hånden og tidligere på dagen har set en antilope krydse vejen?
"Der findes for helvede ikke antiloper i Arizona!!!" nærmest råber Char, da jeg igen sætter mig i førersædet.
Hun virker tydelig begejstret for dagens mange oplevelser.

En andet bjerg /// Arizona

En meeeeget lang vej /// Arizona

3 meget glade kulturister /// Arizona

Just another "Roswell Incident" ...

Roswell, New Mexico ... Underlægningsmusik: Temaet fra X-files ... En familie på 4 personer ankommer i en hvid (beskidt hvid, meget støvet og med mange døde insekter på forruden) Impala til et hotel på en næsten tom hovedgade. De tjekker ind, ruller gardinerne fra, nikker anerkendende mod horisonten - en næsten tom parkeringplads. Air-coniditionen larmer ... Familien bader i poolen. Manden gnubber sine ørkentørre ben med Weledas mandel-olie, før han atter glider ned under overfladen.

Klip til ny scene:
Familien går en tur ned ad hovedgaden forundres over gadelygterne, der har påmalede øjne. Børnene peger på en postkasse formet som R2D2 . De spejler sig i butiksruderne, hvis udstillinger ikke har ændret sig markant siden 8. juli 1947; den dag, hvor byen genfandt gejsten. Alle steder ses rumvæsener i alle afskygninger. Drengen krammer en af de mange lygtepæle med øjne, slipper den skuffet og udbryder at det er et meget varmt rumvæsen.

Klip til butik:
Indehaveren ser op fra kasseapparatet. Hans hoved er meget stort og han kikker fortrinsvist ned på sine fødder. Der købes souvenirs. Kvinden køber et identifikationskort til Area 51. Indehaveren holder det længe mellem fingrene og rækker hende så hendes køb i en brun papirspose. Idet han rækker hende posen strejfer hans pegefinger hendes (zoom - nærbillede). Close-up på kvindens intetanende  ansigt, der dog er dækket af et par sorte solbriller - ( JA! man kan godt glemme at tage dem af i butikker, ok?)

Ny scene:
Hotelværelse. Nat. Gardinet blafrer ovenover den brummende air-condition, der pludselig stopper. Stilhed. Kvinden vågner, ser på uret, rejser sig og går hen til vinduet, hvorfra et hvidt lys strømmer ind ... Hun trækker de tynde gardiner fra og får øje på en voldsom stor projektør, der oplyser P-pladsen. Kvinden går tilbage til sengen, drikker en slurk vand , falder i søvn igen.

Ny scene (1 time senere):
Kvinden vågner svedende. Kan næsten ikke vende sig i sengen. Rummet er meget varmt. På væggen er et grønt cirkelformet lys. Zoom over mod vinduet: Hov ... Kom til at slukke for kameraet ... Typisk!

working for tips...

Maya kan så utrolig godt lide milkshakes ( og is-te)

Det er skam varmen der gør at Calle ser en anelse knotten ud...

Dette handler om "fine dining" med børn eller bare generelt om hvordan man klarer at fylde mad i hovedet på sig selv + fadøl eller vin uden at evt. medbragt afkom laver scener eller gør voldsomt meget opmærksomme på sig selv. Det er en kendsgerning at serveringspersonalet på diverse restauranter i USA ( jeg udelader her de overdrevent fine steder der har råd til at overbetale deres personale indenfor vin og tjeneri) alle arbejder for mindsteløn og dermed har virkelig brug for de drikkepenge de får da det er med til at få deres løn op på et niveau der matcher deres arbejdstid og den service de udfører. Vi har fået fantastisk betjening, grænsende til det fuldstændigt groteske, på alle de steder vi har besøgt. Servitricer  der er ankommet med en ny fadøl, 2 slurke inden man selv var klar over man havde drukket ud... den opmærksomme, omend svedige , tjenende ånd der har set sit snit til at sørge for at fylde ens halv-fyldte/tomme vandglas inden man var klar over at man behøvede det. Det er skønt at vide man er set og tilstede i en restaurant ligegyldigt hvor travlt der er. Vi har givet voldsomt mange drikkepenge - og velfortjente var de - hver en dollar... Maya og Calle har fået deres lager af farvekridt og diverse tegne-ark hvert sted vi er kommet, for sjovt nok er de fleste steder ( 98 %)  også meget børnevenlige, her kunne Århus Å´s cafeér  lære en ting eller 2 , for i et land hvor man er vant til at ammende kvinder nærmest får det røde kort og hvor børn skal være så usynlige at der nærmest er tale om at de egentlig skulle være blevet hjemme - så er det her en fornøjelse at have sine børn med ( mest fordi man faktisk får tildelt en bås så andre ikke kan se man sidder og retter på ungerne). Vi giver gladeligt ekstra drikkepenge for at kunne nyde vores voldsomt store bøffer ( mest i Texas9  mens børnene tegner..  Her er isvand til maden en selvfølge som man naturligvis ikke betaler for og den levees gerne i to- go krus!

Blinkende Lygter ... (i bakspejlet)

Køre stadig ad highways, som er langt mere behagelige og uden nævneværdig trafik, sammenlignet med de store Interstates. Desuden giver det mulighed for hurtigt at stoppe op, når man bliver blændet af noget interessant ...

Bore-næb /// Texas

Biler /// Guthrie, Texas

Forladt Shell-tank /// Guthrie, Texas

Bates Motel /// Amarillo, Texas

Fandt i dag ud af, hvordan Cruise Control virker. Genial ting - man kan jo sidde og bide tånegle på begge fødder på én gang, hvis man har de lyster, uden at bekymre sig det mindste om, hvad der sker under instrument-brædtet. Den skulle jeg så nok have holdt mig til, altså Cruise-kontrollen, for lige efter at vi er kørt ind i Amarillo County, ser jeg filmiske, blinkende lygter i bakspejlet. En helvedes masse på samme bil (for at være mere præcis) ... Fuck! Har ikke set en eneste politibil de sidste 400 kilometer ... Hvor fanden kommer den nu fra? Er det mig, der skal holde ind til siden? Er det mig???!!! Jeps, den er god nok: Busted af sheriffen fra Amarillo County, Texas. Tænker lidt i Grand Theft Auto-baner, da sheriffen spankulerer op mod det vindue, jeg netop har rullet ned ... Ved at Impalaen skyder en god fart ...

Busted af sheriffen /// Amarillo County, Texas

Han får kørekort, pas og papirerne på udlejnings-bilen. En ældre herre - måske hans sidste år som sheriff. Han siger, at han på radaren har noteret mig til at køre 81 mph (130 km/t), altså 11 mph over det tilladte ... Ånder meget lettet op. Godt han ikke tjekkede sin radar et kvarter tidligere! Han laver klassikeren og tager mine dokumenter med hen til sin stadig blinkende bil, hvor han sikkert klør sig i øret og overvejer livet som pensionist. Imens fortæller Char, at hun i det skjulte har nappet et proces-orienteret foto af den gamle sheriff. Respekt!
"I´ll let you go with a verbal warning ... Do you know what that means?" slutter han af, da han kommer tilbage med dokumenterne og nyrensede ører.
Jep, jeg ved, hvad det betyder. Fandens til radarer ...

Besøger Cadillac Ranch i udkante af Amarillo inden vi finder et motel, der ligger tæt ved steak-huset Country Barn ...

Cadillac Ranch /// Amarillo, Texas

Cadillac Ranch /// Amarillo, Texas

"Papsø" spraymalet på Cadillac /// Amarillo, Texas

I morgen kører vi imod et Visitor Center i New Mexico, hvor det siges at man bliver modtaget af rumvæsener ...

procesorienteret fotografering ...

Hov er det en hobby man kan modtage undervisning i , tænker den der læser dette nok... Men nej det er det jo desværre ikke endnu, jeg vil hermed gerne opfordre nogen til at lave et kursus som kan retfærdiggøre alle mine håbløse fosøg på at tage spændende, impulsive fotos og få dem til at lige noget Jacob har taget billeder af. Ide´en med procesorienteret fotografering kunne så være er så at man undervises i at være glad for at have siddet med kameraet i hånden på steder hvor man burde have taget et spontant og fantastisk billede, eller at man arbejder med den proces det er at få hevet kameraet frem og trykket på den rigtige af de 2 knapper som det lille lommekamera ,(jeg har fået tildelt) har. Jeg har set mange sjove steder gennem bilruden som jeg har forsøgt at forevige, men mange gange er øjeblikket forpasset pga. for høj fart eller fordi jeg er kommet til at slukke kameraet i stedet for at tage et billede... et valg mellem 2 knapper under pres er utroligt svært!
Jeg mener selvfølgelig at det vigtigste er at jeg har et kamera og muligheden for at tage billeder af det vi ser undervejs, og selve det at proklamere at nu vil man tage et billede af den døde vaskebjørn/ko/fugl/stinkdyr i vejkanten er jo mere tidskrævende end at tage billedet og så vise det bagefter. Jeg har også en tro på at man kan lide lidt af fotoskræk ( lidt ligesom vandskræk og højdeskræk) som viser sig tydeligst ved at ens venstre del af ansigtet ligesom smelter på fotos så man kommer til at ligne en der savler eller værre endnu at man slet ikke ligner... I mit tilfælde får jeg altid smeltet dem jeg tager billeder af eller også er de faldet i søvn inden jeg når at tage billedet, de lukker ihvertfald ofte øjenene. Jeg selv har åbenbart, ifølge Jacob Leibowitz en tendens til at lade min overmund vælte ud af munden, og det er så ikke så charmerende på billeder.. det er en utrolig ringe trøst at selv han ikke har kunnet tage et foto af mig hvor jeg så nogenlunde normal ud i første forsøg. Dette indlæg har ingen billeder tilføjet men man må tænke sig til hvordan følgende kunne have set ud hvis jeg havde nået at tage billederne og ikke havde siddet og forsøgt at lære at zoome ind eller ud.
1. Et lavtflyvende propelfly som blev til et billede af instrumentbrædtet i vores bil.
2. Kæmpe dæk på en kæmpe lastbil som blev til et billede af et dæk ..
3. Sjove sjove skilte med bynavne/ reklamer/øvrige stednavne som blev til mange billeder af træer i fart.
4. Skyskrabere i horisonten som bliver til horisont fordi jeg ikke kunne huske hvordan man zoomede.
5. En Corvette ( her spiller farten stor rolle) blev til horisont med kedelig lastbil.

Her er et billede af min nye sandal som faktisk skulle være et billede af min nye sandal! succes!!

Austin til Abilene, Texas

Først - sædvanen tro - nogle forsinkede fotos:

Alligator /// Texas

Baby-alligator /// Texas

Big Al bliver fodret /// Texas

Hvilken begivenhedsrig og i særklasse fin-kulturel dag i dag!
Det viser sig, ved lidt roden frem og tilbage på nettet, at den oprindelige og legendariske Texas Chainsaw Massacre (Motorsavsmassakren), instrueret af den noget oversete instruktør Tobe Hooper i 1973, er optaget på locations lige udenfor Austin.
GPS´en indstilles - efter kaffe, muffin og et pølsehorn - til Bagdad Cemetary, Leander, Texas, hvor åbningsscenen fra den originale film er optaget.
... Parkering et stykke fra kirkegården ... Fandens meget højt græs - og jeg er på forhånd ikke synderligt begejstret for dyrelivet i Texas ... Stepdanser de 400 meter til indgangen med 40 graders sved, der løber fra panden og nedover de ellers så herlige mørkebrune, pomfrit-oppustede kinder ...

Bagdad Cemetary /// Leander, Texas

Efter turen gennem græsset, ville det ikke røre mig det fjerneste, hvis Leatherface entrerede med en brølende motorsav. Det gør han ikke. Men vores egen lille Leatherface, Calle, begynder at brøle hysterisk. Han synes det hele går mere end en smule for langsomt og vil ud til nogle Svenske Fisk og lidt kold vand i bilen. Han vil rent ud sagt skide på at Gunnar Hansen for 38 år siden rendte rundt på denne kirkegård med sin maske og en tændt motorsav - og synes desuden at det er direkte latterligt, at vi efterhånden har besøgt flere kirkegårde end forlystelsparker ...

Gravsten fra åbningsscenen i den originale Texas Chainsaw Massacre /// Leander, Texas

Vind-spil /// Leander, Texas

Bamse /// Leander, Texas

Char /// Leander, Texas

Dropper de store motorveje med kursen sat mod Armadillo. Og det betyder en tur på ikke bare bøh-landet (med sortbrogede køer og grønne marker), men bøhbøh-landet (vi er jo i Texas!), inkluderende Texas Long Horns og dødsens gule marker, der graver sig ned mod grundvandet, fordi de ikke regner med væde ovenfra. Ingen trafik, kun pick up-trucks med tonede ruder, der snuser til vores New York-nummerplader, høj fart og et stykke legendarisk USA, der forsvinder i bakspejlet.

Don´t go to church! - The Devil /// Texas

Håber at finde et motel i byen Rising Star, men det viser sig hurtigt, at byen med et påstået og helt sikkert noget overdrevent indbyggertal på 826 ikke er så "rising" endda ... Et enkelt motel ligger der da, men en nøgle synes unødvendig. Nægter at sove i denne by ... Ryger en cigaret fra en pakke, hvorpå der står American Spirit ...

Junction 183 /// Rising Star, Texas

Ender på et Motel i Abilene. Ender i en kølig pool, hvor Char og jeg aftaler at vi de næste dage vil bruge en del tid på at finde på måder at tørre sig, hvis man ikke har et håndklæde.

INSIDE INFORMATION! For dem der ikke har været på ferie med mig, vil det måske komme som lidt af en overraskelse, at jeg - når jeg er i en pool - ynder at springe undervands-trespring. En yderst dejlig sportsgren som nærmest får tiden til at flyve afsted. Jeg har endnu ikke mødt den pool, jeg ikke kunne "besejre" ... Og her taler vi både bredde og længde! Forsøgte at sætte Maya ind i denne vidunderlige sportsgren i eftermiddags, men måtte stoppe mine ellers velmente ihærdigheder, da Char konkluderede, at jeg lignede en bøsset knæler ... Tror karrieren som undervands-trespringer bliver stillet i bero.

Har desuden fået en ældre ryge-ven, en tidligere marine-infaterist, som nu ynder at fiske i staterne længere nordpå, og som også benytter bagdøren, når non-smoking motellet skal overvindes. Han er overfølsom for ret mange ting, fortæller han. Blandt andet palmer. Det samme gælder i øvrigt hans kone, hvorfor de påtænker at flytte traileren til et andet område (de bor til dagligt i en trailer-park i det allersydligste Texas). Inden alt flytteriet skal han dog i morgen besøge sin søn i et fængsel, der ligger 14 kilometer udenfor Abilene. Om et år har han afsonet sin straf på 3 år. Min ældre ryge-ven tror på, at det vil gå hans søn godt.

We are not messing with texas.

Austin har sandelig budt på en vintagebutik eller 2 samt den største udklædningsbutik jeg har været i (siden Barcelona 2007).Jeg har endnu ikke mødt Sandra Bullock, men skal da gene gå en runde  mere i Congress district og tjekke butikker ud, det er dejligt afstressende ovenpå det chok vi fik i Gator Country. Efter at ejeren havde kastet kokodillebamsen foran os og lavet en crocodile Dundee på den, hilste han venligt på os og fortalte han lavede Gator 911 ( et Tv program - måske på Animal Planet) Vi kommer helt sikkert med i noget skjult kamera fordi vi alle sammen skreg ( altså undtagen Jacob - som brølede chuck Norris agtigt at han nok skulle skære halsen over på den..) Vi fodrede alligatorer , godt forseglet bag et lille hegn og så hvordan de baskede rundt i vandet for at gafle sig nogle små ildelugtende hundekiks, mine fingre lugtede så meget at da jeg havde tørret fingrene af i mine shorts, lugtede jeg om en omvandrende gator-godbid. Maya fik lov at klappe boa slanger , manden der holdte den 4 meter lange albino slange var så flink at fortælle os at den selv kunne komme ud af terrariet hvis den ville og ellers kunne den sagtens smadre glasset . Hun prøvede også at holde en baby alligator - jeg fik lov at holde Calle...Hun blev fotograferet med en lille gator i Florida og  har siden tigget om mere. Jeg kan nu mærke at det er tid til at gøre status over indkøb ( Tulle , jeg ved du er nysgerrig...) 3 neglelakker i suspekte grønlige nuancer, 1 par Nike løbesko ( testet og godkendt) 1 par Steve Madden sandaler og en taske  der var absolut nødvendig da min hvide rygsæk ikke bare får mig til til at ligne en faldskærmsudspringer ( Erik Louw har delvist set noget der) men værst af alt : en  vandringsperson med dagsoppakning... 1 Calvin klein top, 1 Gap top, 1 Urban outfitters top, diverse løbetøj i meget svedtransporterende materiale ( motion er påkrævet på den her ferie, da fadølsindtaget er stort pga varmen...Ja man kan drikke vand men afveksling er også sundt), 1 par Levis, og ca 23 sladderblade , still counting, alle læst og vigtige artikler gemt. ( Mon ikke skolen vil refundere udlæg - da det hele jo er til brug i engelsk undervisningen i øh..  3 klasse)En del bøger er købt og læst og små mærkelige spil til børnene. Vi kører fra Austin i dag og på vejen videre har Jacob lovet mig at vi skal besøge en location fra " Motorsavsmassakren", herligt!!
Her kommer vi.

Entering Texas

Først lige nogle fotos, jeg glemte at uploade i går:

Calle Skumfjæs /// Orlando, Florida

Cool guitarist /// New Orleans, Louisiana

Store Peter Edderkop /// New Orleans, Louisiana

Mennesker i gade /// New Orleans, Louisiana

Voodoo-dukke /// New Orleans, Louisiana

I dag kørte vi så ind i Texas til ny varmerekord på bilens temperatur-måler - 102 Fahrenheit, hvilket svarer til knap 39 grader Celcius! - og tonerne af Beach Boys´ udgave af Long Tall Texan, en legendarisk sang, som - hos os alle 4 - hurtigt er blevet blandt de allerstørste hits fra vores play-liste.
("Well, I´m a long tall texan - I ride a big white horse ... Well, I´m a long tall texan - I wear a ten-gallon hat ... Well, I´m a long tall texan - I enforce justice for the law ...")
Og nu er vi her så - i Texas.
Først et besøg hos Gator Country, en helt nede på jorden park (i skarp modsætning til Floridas mange parker), hvor vi bydes velkommen ved at få kylet en full-size legetøjs-krokodille i hovedet af en grinende ejer, da vi skal til at åbne døren ind til selve parken. Parken besidder et pragteksemplar af en alligator, Big Al (den største i fangenskab i Texas), som fornylig er blevet skilt fra sin alligator-girlfriend, Ally, fordi han bed 30 centimeter af hendes hale.
Tjekker ind på det stilede Austin Motel i - ja! - Austin, hvor vi får tildelt Tulipan-rummet. Hmmm, sgu lidt for mange blomster efter min smag, men motellet ligger i et særdeles tjekket vintage-område med masser af alternative, næsten berliner-agtige, restauranter og barer.
Musik overalt.

Billeder af lidt forskelligt

De har opkaldt vejene efter vores søn ... /// New Orleans, Louisiana

Marie Laveau´s grav /// New Orleans, Louisiana

Piña Colada-spand /// New Orleans, Louisiana

Troede det sted lå i en canadisk skov! /// New Orleans, Louisiana

Skilt ved Louisianas Visitor Center /// Louisiana

Maya ved Daytona Beach. Mens drengene var på racerbanen, tog vi til stranden /// Daytona Beach, Florida

Stedet, hvor man fandt Caylee Anthony´s lig, samt genspejling af min hånd med bogen /// Orlando, Florida

Nu i Sulphur, Louisiana

Sidder nu i et gigantiske motelværelse i eller omkring en by, der har valgt at give sig selv navnet Sulphur. Måske den er kendt for et eller andet (udover at ligge nær statsgrænsen til Texas)? - ligesom Rayne som vi egentlig havde tænkt os at bo i. Denne overordentligt herlige by, Rayne, har valgt at udråbe sig selv til Frog Capital of The World, har endda udtænkt en laber brochure som jeg hurtigt greb i et Visitor Center. Kørte ind i Rayne, som viste sig at være 3-4 gader, hvor der på nogle husenes gavle var malet nogle lidt for grønne og glade tudser. Triste huse, triste mennesker - og ikke en eneste forbandet frø. Så derfor Sulphyr.

Slap omsider ud af Florida, hurra, og havnede i The Big Easy, New Orleans, med altan mod Bourbon Street´s infernalske larm og udsigt mod denne herlige natklub (med mere) ...

Som det første tog vi til Det Franske Marked, hvor Calle købte en voodoo-dukke (Made in China) som han straks gav navnet Voodoo-Niels.

Calle stikker en nål i Voodoo-Niels´ læbe

Calle var en anelse skuffet over kun at have én nål at stikke med, men Maya lovede at skaffe ham nogle flere fra SFO´en, så snart vi kommer hjem.

..........

New Orleans er en Freak-by ... Jeg har set Djævelen (han er helt rød og har horn, men er fake, for når han sveder i aftenheden opløses hans farve og glider ned af hans krop), Smølfine som er helt blå undtagen i ansigtet, en baby der spiser sodavands-is og ryger Camel-cigaretter når han tror han ikke er overvåget, utallige der kan stå stille i utrolig lang tid, en håndlæser som Calle kalder Julemanden med lilla hår og som nægter at fortælle Calle om han bliver en Cars-bil når han, Calle, bliver 18.

..........

Fotos fra altanen ...

Neger, der kunne balancere på en stige

Midaldrende mand med lystavle-kors (og senere megafon)

En mand i bøn, da han ser midaldrende mand med lystavle-kors

Først på aftenen. Et par kommer forbi nedenfor vores hotel, begge med en fadøl i hånden. Jeg sidder på altanen med et glas rødvin til overpris. Kvinden vinker til mig, som var hun en gammel veninde. Jeg vurderer i lidt over 14 sekunder om jeg nogensinde har set hende før. Det har jeg ikke, er jeg sikker på, så jeg tager blot endnu en slurk af den halvdårlige vin, mens jeg ser hende miste balancen, da hun rammer et trin, hun ikke har set. Hun nærmest vælter ind i en butik, der sælger billige fjermasker. Den tabte øl samler sig i slow-motion til en urin-lignende sø, som andre kunder senere vil glide i. Hun rejser sig fattet. "See what you did to me!" råber hun. Jeg vinker omsider til hende, et ligesom royalt knæk i håndleddet, er hvad det bliver til.

Købte en bog i går aftes i New Orleans - den første, jeg har købt på turen (har hidtil nasset på Chars Steve-O biografi). Den, min egen bog, kostede 12 dollars (eksklusiv skatter) og hedder Chuck Norris CANNOT BE STOPPED - 400 all-new facts about the man who knows neither fear no mercy. Der er virkelig tale om litterær kvalitet ... Blot nogle eksempler (min egen ubehjælpsomme oversættelse):

• Chuck Norris har været på Mars ... Derfor er der intet liv  på Mars.
• Når spøgelser camperer og sidder omkring lejrbålet, fortæller de hinanden Chuck Norris-historier.
• Chuck Norris planlægger at udrydde hungersnød ved at dræbe de sultne.
• De eneste gange Chuck Norris har benyttet sig af stuntmen er ved tårevædede scener.

I morgen er det Texas - The Lonestar State ... Don´t mess with Texas!