søndag den 17. juli 2011

Intermezzo med Mickey Mouse /// Dobbelt-held i Walmart (Kissimmee, Florida)

Den herlige, nævenyttige satan
Havde denne udsøgte dobbelte fornøjelse i Wallmart i forgårs eftermiddag, før tordenskraldene for alvor satte ind:
Cruiser med en halvfyldt vogn, da jeg får øje på en Mickey-bamse, der ligger på gulvet med opadvendt fjæs. Får ham med en snedig manøvre med indkøbsvognen kørt over 2 gange, både forlæns og baglæns - "Klassikeren" kan man vel nærmest kalde påkørslen. Det er ligesom musen hænger en smule fast i hjulet og jeg bliver nødt til at ryste vognen for overhovedet at kunne komme videre Få minutter senere en hel væg med Mickey-bamser i forskellige udklædninger, den ene mere latterlig end den anden. Rækker ud efter den nærmeste og giver den et hårdt knytnæveslag i ansigtet, mens jeg ud af øjenkrogen ser en bestyrtet familiefar stirre olmt på mig. Overvejer et kort sekund, om det er for langt ude at en 40-årig far til 2 i et gigantisk supermarked slår på en bamse, der ikke kan gøre modstand ... Men, nej - Vi taler trods alt om Mickey, inkarnationen af Disney-helvedet - Mickey, som i hvis billede selv lygtepælene på disse kanter er bøjet.
Da vi skal betale for vores varer, bliver der læsset ufattelige mængder af Mickey Mouse-relaterede produkter af på båndet ved siden af os. Har på fornemmelsen at farens blik stadig er en smule olmt. Måske er der bare sådan hans fjæs nu engang er skruet sammen. Måske trænger han også til at afreagere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar