Med undtagelse af Florida har stort set alle andre steder givet anledning til at man delte en strøtanke eller to med vildtfremmede. Her tænker jeg på small-talk, som vel mest i Danmark handler om vejret eller noget der er for dyrt, og her kan handle om alt og munde ud i at man pludselig har fået fortalt overvældende meget mere end man egentlig planlagde da man responderede på et ”How are you today?” med et ”Fine, and how are you?” . Jeg har nu gjort mig så mange erfaringer at jeg efterhånden udelader at spørge igen og nøjes med at svare ”Fine, thanks”. He kommer et par gode eksempler, og nogen af dem er faktisk ikke engang folk jeg har henvendt mig til..Kvinde i kø på fastfood restaurant begynder umotiveret at fortælle mig om hvor frustrerende det er når de ikke fylder is i sodavandsbægrene helt op til stregen, hvorefter hun hæver stemmen af ekspedienten da han netop snyder hende for 1 sjat is. Mand i elevator ( jeg er på vej tilbage fra en løbetur og har mp3 afspiller med, kan faktisk ikke helt høre ham..) Han vil gerne snakke om fordelene ved at stå tidlig op og det er for så vidt også meget fint når ikke bare lige at jeg skal af på 3 sal og først skal have plugs ud af ørene før jeg svarer. En ældre dame i Virginia vil have min mening om salatdressing, jeg har nået at smage en slags (ud af ca 67) og anbefaler varmt denne, hun kvitterer med at dele sin tilnærmelsesvis hemmelige opskrift på coleslaw med mig , så nu ved jeg det. En anden dame var så gnaven over prisen på hendes bøf at hun var nødt til at dele det med nogen ( Jeg stod stille ved ubemandet klapvogn mens Jacob købte cd fra gademusikant). 2 unge mænd i en butik var så benovede over at det var 2 gang de havde haft danskere i butikken, jeg lavede en flot imitation af københavner-engelsk ( undskyld men det lyder altså nogengange sjovt) da de havde fortalt om folk fra Washington, hvordan man kunne høre at de kom derfra. I går i toiletkøen ( det er et oplagt sted at kick-starte sin small-talk karriere) blev jeg kaldt má´m... Det troede jeg alligevel ikke helt jeg var, eller også er folk bare så høflige at de siger det til alle af hunkøn.
Nu sidder vi i New Orleans, hotel ”Inn on Bourbon Street” , med balkon og udsigt til barer, obskøne tilbud og diverse turister med papkrus fyldt med drinks . 2 overnatninger her i et område hvor det frarådes at krydse vejene der omkranser ”French Quarter”. Jeg skal muligvis snart krydse Bourbon Street for at hente en drink i et papkrus i saloonen på en anden side af vejen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar