Jeg mener selvfølgelig at det vigtigste er at jeg har et kamera og muligheden for at tage billeder af det vi ser undervejs, og selve det at proklamere at nu vil man tage et billede af den døde vaskebjørn/ko/fugl/stinkdyr i vejkanten er jo mere tidskrævende end at tage billedet og så vise det bagefter. Jeg har også en tro på at man kan lide lidt af fotoskræk ( lidt ligesom vandskræk og højdeskræk) som viser sig tydeligst ved at ens venstre del af ansigtet ligesom smelter på fotos så man kommer til at ligne en der savler eller værre endnu at man slet ikke ligner... I mit tilfælde får jeg altid smeltet dem jeg tager billeder af eller også er de faldet i søvn inden jeg når at tage billedet, de lukker ihvertfald ofte øjenene. Jeg selv har åbenbart, ifølge Jacob Leibowitz en tendens til at lade min overmund vælte ud af munden, og det er så ikke så charmerende på billeder.. det er en utrolig ringe trøst at selv han ikke har kunnet tage et foto af mig hvor jeg så nogenlunde normal ud i første forsøg. Dette indlæg har ingen billeder tilføjet men man må tænke sig til hvordan følgende kunne have set ud hvis jeg havde nået at tage billederne og ikke havde siddet og forsøgt at lære at zoome ind eller ud.
1. Et lavtflyvende propelfly som blev til et billede af instrumentbrædtet i vores bil.
2. Kæmpe dæk på en kæmpe lastbil som blev til et billede af et dæk ..
3. Sjove sjove skilte med bynavne/ reklamer/øvrige stednavne som blev til mange billeder af træer i fart.
4. Skyskrabere i horisonten som bliver til horisont fordi jeg ikke kunne huske hvordan man zoomede.
5. En Corvette ( her spiller farten stor rolle) blev til horisont med kedelig lastbil.
Her er et billede af min nye sandal som faktisk skulle være et billede af min nye sandal! succes!! |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar