fredag den 22. juli 2011

Austin til Abilene, Texas

Først - sædvanen tro - nogle forsinkede fotos:

Alligator /// Texas
Baby-alligator /// Texas
Big Al bliver fodret /// Texas
Hvilken begivenhedsrig og i særklasse fin-kulturel dag i dag!
Det viser sig, ved lidt roden frem og tilbage på nettet, at den oprindelige og legendariske Texas Chainsaw Massacre (Motorsavsmassakren), instrueret af den noget oversete instruktør Tobe Hooper i 1973, er optaget på locations lige udenfor Austin.
GPS´en indstilles - efter kaffe, muffin og et pølsehorn - til Bagdad Cemetary, Leander, Texas, hvor åbningsscenen fra den originale film er optaget.
... Parkering et stykke fra kirkegården ... Fandens meget højt græs - og jeg er på forhånd ikke synderligt begejstret for dyrelivet i Texas ... Stepdanser de 400 meter til indgangen med 40 graders sved, der løber fra panden og nedover de ellers så herlige mørkebrune, pomfrit-oppustede kinder ...

Bagdad Cemetary /// Leander, Texas
Efter turen gennem græsset, ville det ikke røre mig det fjerneste, hvis Leatherface entrerede med en brølende motorsav. Det gør han ikke. Men vores egen lille Leatherface, Calle, begynder at brøle hysterisk. Han synes det hele går mere end en smule for langsomt og vil ud til nogle Svenske Fisk og lidt kold vand i bilen. Han vil rent ud sagt skide på at Gunnar Hansen for 38 år siden rendte rundt på denne kirkegård med sin maske og en tændt motorsav - og synes desuden at det er direkte latterligt, at vi efterhånden har besøgt flere kirkegårde end forlystelsparker ...

Gravsten fra åbningsscenen i den originale Texas Chainsaw Massacre /// Leander, Texas
Vind-spil /// Leander, Texas
Bamse /// Leander, Texas
Char /// Leander, Texas
Dropper de store motorveje med kursen sat mod Armadillo. Og det betyder en tur på ikke bare bøh-landet (med sortbrogede køer og grønne marker), men bøhbøh-landet (vi er jo i Texas!), inkluderende Texas Long Horns og dødsens gule marker, der graver sig ned mod grundvandet, fordi de ikke regner med væde ovenfra. Ingen trafik, kun pick up-trucks med tonede ruder, der snuser til vores New York-nummerplader, høj fart og et stykke legendarisk USA, der forsvinder i bakspejlet.

Don´t go to church! - The Devil /// Texas

Håber at finde et motel i byen Rising Star, men det viser sig hurtigt, at byen med et påstået og helt sikkert noget overdrevent indbyggertal på 826 ikke er så "rising" endda ... Et enkelt motel ligger der da, men en nøgle synes unødvendig. Nægter at sove i denne by ... Ryger en cigaret fra en pakke, hvorpå der står American Spirit ...

Junction 183 /// Rising Star, Texas
Ender på et Motel i Abilene. Ender i en kølig pool, hvor Char og jeg aftaler at vi de næste dage vil bruge en del tid på at finde på måder at tørre sig, hvis man ikke har et håndklæde.

INSIDE INFORMATION! For dem der ikke har været på ferie med mig, vil det måske komme som lidt af en overraskelse, at jeg - når jeg er i en pool - ynder at springe undervands-trespring. En yderst dejlig sportsgren som nærmest får tiden til at flyve afsted. Jeg har endnu ikke mødt den pool, jeg ikke kunne "besejre" ... Og her taler vi både bredde og længde! Forsøgte at sætte Maya ind i denne vidunderlige sportsgren i eftermiddags, men måtte stoppe mine ellers velmente ihærdigheder, da Char konkluderede, at jeg lignede en bøsset knæler ... Tror karrieren som undervands-trespringer bliver stillet i bero.

Har desuden fået en ældre ryge-ven, en tidligere marine-infaterist, som nu ynder at fiske i staterne længere nordpå, og som også benytter bagdøren, når non-smoking motellet skal overvindes. Han er overfølsom for ret mange ting, fortæller han. Blandt andet palmer. Det samme gælder i øvrigt hans kone, hvorfor de påtænker at flytte traileren til et andet område (de bor til dagligt i en trailer-park i det allersydligste Texas). Inden alt flytteriet skal han dog i morgen besøge sin søn i et fængsel, der ligger 14 kilometer udenfor Abilene. Om et år har han afsonet sin straf på 3 år. Min ældre ryge-ven tror på, at det vil gå hans søn godt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar