lørdag den 30. juli 2011

En ørken og et overraskende hus i LA

Fedt at være i Californien - Fedt at bo i Rob og Annes hus! Nærmest som at have weekend i ferien ...

(Fik en hotmail fra min mor i forgårs. "Har du ikke tjekket dine sms´er?" Nej, det har jeg så ikke lige. Min telefon har været død en uges tid. 3 røde blink - intet andet. Forsøgte at kickstarte den på utallige utraditionelle måder i Vegas, inkluderende kaktus-massage og det gode gamle stirre-blik. Det var ligesom den begyndte at blive lidt mere velvillig - efter at jeg havde smidt det lyserøde bånd i skraldespanden. Sært. Det er som om jeg også jeg er blevet lidt mere velvillig. Det viste sig, efter alle uhyrlighederne med telefonen, at være en temmelig væsentlig sms: Vi kunne låne Robs og Annes hus i LA ... Vidste faktisk ikke at hun nu boede dér).

Ud af Vegas til 3 x tonerne af Leaving Las Vegas. Så er The Strip overstået. Cirka 12 minutter inkluderende røde lys.

Death Valley - Dødens Dal ... Er personligt en stor fan af tanken om en ordentlig ørken, ikke bare en sandbanke med en storby parkeret ved siden af sig, men en ørken uden dikkedarer. En ørken, hvor utallige omkommer hvert eneste år, netop fordi det er en ordentlig ørken. En ørken, der ikke ser sig nødsaget til at puste sig op. Ingen lyde, blot vibrerende genspejlinger, der mentalt proklamerer at de er et bølgende hav, man om en kort stund kan kaste sig i. Ingen spillegale kinesere, der er helt gule i huden af druk og som i øvrigt vil skide på, at man ikke må ryge i elevatoren på vej til 35. etage af sandbanke nummer 4.
Og det er nu Impalaen omsider skal bevise sit egentlige værd. Har tjekket på nettet, hvad kølervæske egentlig er for en størrelse. Blev endnu mere forvirret. Der findes utallige udgaver af kølervæske (lidt ligesom motorolie), finder jeg ud af. Læser videre og opfordres til at slukke for air-conditionen, når vi skal køre op ad bakke. Kan blive en smule svedigt i 46 graders varme ... Det husker vi lige på.
Death Valley er en gryde uden låg. Det er som at være en ingrediens i en særpræget sammenkogt ret, hvor alle herlighederne, inklusiv mig, lige koges op den sidste times tid før servering. Det er latterligt varmt, selvom det i dag er overskyet. Som ventet ny varmerekord på vores tur: 113 fahrenheit. Ens mundvand bliver hurtigt kogt til en suppe, lavet på gårsdagens Vegas-rester, inden det synkes. Vælger at opfatte denne "Ørkenens Gestus" som et gratis måltid.
Kører gennem den mere end gudsforladte by, Trona, på vej ud af ørkenhavet - mange timer senere end forventet. Her er dagens samtaleemne på den lokale tankstation, at to tyskere, i en bil med motorproblemer (muligvis mangel på motorolie) har forladt deres bil nær en gammel guldmine. Informanten ryster opgivende med hovedet og udbryder at det er en "Bad situation!"

Irvine (Rob og Annes hus): En herlig oase og base, hvor ungerne leger og har det fantastisk. Og hvor vi, for første gang i meget lang tid, har det køligt og selv kan lave mad og drikke Old Vine Zinfandel fra Lodi. Mange, mange tak til Rob og Anne!!! Lige hvad vi manglede efter Nevada!

I morgen er er gps´en sat til Hollywood, Venice Beach og en dyre-kirkegård (inden vi fortrækker til basen i Irvine) ...

Death Valley (fotos fra i går) ...

Vej /// Death Valley, California
Devil´s Golf Course /// Death Valley, California
Sølvbusk /// Death Valley, California
Impalaen /// Death Valley, California

Ingen kommentarer:

Send en kommentar